#134 Quote unquote

 Shit der har værret et par god Quotes de seneste to dage.

fra "The Old Man":

"When the time comes for them (Your kids) to break Your heart - Remember - the Moment You let them in - you were asking for it"

"Perfection is pure fiction. Let go of high expectations and accept what is. 

Progress is (perfection)"

det sidste tyggede jeg lidt på - for det er jo lidt en cirkelsutning. Men perfection is pure fiction-delen har god klangbund.

Serien ligger pt på Disneyplus - den kan noget andet - har en 80-er vibe der ikke kun handler om det visuelle. mikset med mere moderne kønsrollemønstre og et dash af Je ne sais Quoi. Masser af action, jeg var ikke lige klar over at det var en craving her - men det virkede.

Nå - anywho - livet tager ikke så mange hensyn. det fortsætter ufortrødent fremad med eller uden perfektionister ombord og måske er det også en del af lektion.

I går havde jeg inviteret mine mostre/faster/tanter og onkler til frokost og det var en meget konkret øvelse i flere ting. jeg øvede mig i at lægge en plan og holde mig til den - uden at nedvurdere og blive ved med at forsøge at perfektionere alt og dermed stresse mig selv unødigt.

Det siger sig selv at jeg følte en vis form for stress, for jeg har ikke hold specielt mange frokoster eller andre arrangementer i mit voksenliv, i hvert fald ikke alene. men jeg er virkelig glad for at jeg gjorde det og glad for at jeg holdt mig til min plan og gennemførte den.

Selv som voksen kan man godt blive overrasket over, hvor overvældende det kan være at begynde på noget nyt. på et tidspunkt, hvor det var lige ved at tage pippet fra mig tænkte jeg - det er jo bare en frokost. It is what it is. 

Det var virkelig hyggeligt.

#133 Bøger og søvn

 Jeg aner - til min egen overraskelse og glæde - en stigende hyppighed i disse indlæg. om det bare er mig der har fornøjelse af dem er ligegyldigt. De er mine. vidner om hvad der forgår på indersiden. Vidne om at der foregår noget, hvilket er beroligende og opmuntrende.

Mit humør er bedre og bedre. Søvnmønstret er forbedret omend det fortsat laver nogle svinkeærinder indimellem. Jeg overvejer at bringe min hjerne online igen. hvis man kan formulere det sådan. Det er min intention at læse flere fysiske papirbøger. At skrive flere indlæg om disse og se hvor det fører hen.

Altså udforske hvad det kan - læsning og skrivning - som hjernegymnastik og genoptræning hvis man kan tillade sig at kalde det det - for det "eneste" jeg lider af er almindeligt doom scrolling og extremely short short attention span.

Måske kan det hjælpe flere end kun mig.

Jeg vil gerne genoptræne mit fokus - og jo jeg ved godt at jeg ikke er under 25 længere - men det ER jo en muskel og og hvis jeg nu træner den. Så skal det gerne blive bedre. Lettere at fokusere på at lære nyt. Eller genlære gammelt - alt efter de whims der nu måtte komme ind på lystavlen.

For et par uger siden fandt jeg bogen De Besatte af Elif Batuma for en sølle 10-er i et suåpermarked. Den virker lovende på sin egen lidt finurlige måde og muligvis et par sværhedsgrader over hvad jeg lige kan følge med i pt - men jeg har i hvert fald fået min nysgerrighed vækket - så mon ikke den er startskuddet på min bogrejse.

#132 efterårsferie med mere

Tre uger uden barn/børn - fordi den yngste der ellers er her hver 2. uge skulle være hos sin far jvf. latterlig samværsaftale. Shit et par piv ringe advokater jeg har haft mig - hillemænd. Vælg de ulige uger. uanset hvad. Nå. men det er gået og det er fint. Mit immunforsvar lagde sig ned onsdag i uge 42. Det gik ellers fint med overskud og det hele. Men når og hvis man har været presset benytter kroppen først givne lejlighed til at hvile sig. Uanset hvilke planer man iøvrigt måtte have og således var jeg henvist til at tælle loftsbrædder - hvis ellers de havde bestået af  andet og mere end 2 betonslabs, kunne jeg nok have brugt længere tid på den diversion.

Skakmat. I min egen lejlighed. I min egen krop. Uden nogen andre end det lille pelsdyr, der gjorde det ud for selskab. Jeg fik endda sovet om natten flere nætter i træk. Det var ok, måske en slags hvilen ud ovenpå mere end 4 års hændelser, begge mine forældres sygdom og død, 2 kræftpakke forløb, 2 børn i massiv skolevægring, og selvfølgelig corona midt i det hele og så lige den der skilsmisse.

I morgen kommer yngste mand retur efter de 3 uger og det glæder jeg mig til. Lejligheden er gjort ren, vasketøjet snurrer, jeg er ved at bage knækbrød og har købt noget så kedeligt som sorte sokker. hele 20 par. Kattens filtede pels er ordnet, bilen er på vinterdæk og jeg har tilmed lagt sorte undertrøjer i kurven på Zalando. Ponydyret er blevet luftet adskillige gange i flot efterårsvejr. Luksus.

Nogen vil kalde det trummerum (rideturene undtaget). Men det er et privilegie. Det er mit privilegie. Det er det liv jeg har strikket sammen. Og nu hvor jeg er ved at være landet i det er det tid til at begynde på alt det jeg gerne vil. Som jeg altid gerne har villet. Jeg skal bare lige komme i tanker om 2 ting: hvad det var og hvordan man går igang med noget som man selv gerne vil.

Uden overspringshandlinger og en masse undskyldninger for hvorfor det ikke er en god ide, hvorfor det er for dyrt, umuligt eller hvad det nu er jeg bilder mig selv ind.

 #131 Sommerferie

Første sommerferie efter skilsmisse - det er ikke altid bare sådan lige. Der er meget nyt at forholde sig til - som fx. den samværsordning man er blevet påduttet af en tilfældig dommer, der (som jeg ser det) ikke helt har forstået scenariet.

Men sådan er det når "de voksne" ikke er enige - så kommer der en "fagmand" m/k ind fra venstre og trækker en streg i sandet - deres streg og ikke nødvendigvis en, der giver mening. Den slags kan man ikke stille ret meget op med. Det bliver til en af de mange kameler i skilsmissekaravanen, som man må sluge. 

For os betød det, at al sommerferie planlægning blev besluttet i sidste sekund få dage før skoleferien og den allerede ( i arbejdsregi) planlagte ferie. Så måtte jeg få det til at fungere så godt jeg kunne. 

Heldigvis er det gået godt. Synes jeg. Jeg er i forvejen ikke fan af denne tid på året - jeg får let en udpræget fornemmelse af ensomhed om sommeren. Det har mange årsager. men bottom line er nok, at jeg føler mig alene om at skulle få alt til at ske. 

Jeg vidste 100% at det ikke ville ændre sig "bare fordi" jeg blev skilt. Selvfølgelig bliver der ikke mere tosomhed ud af at vælge en tidligere partner fra. det siger sig selv. men det er en anden ensomhed, når man selv har valgt at være alene. Jeg har planlagt ferien og ført den ud i livet med færre kvababbelser end de seneste mange år. Med handlekraft og overskud og vel at mærke mere overskud end de sidste mange år. Hurra!! Siger jeg bare.

Min forhenværende kernefamilie var præget af, at alle andre end mig trivedes helt utroligt godt som ene og alene storke foran deres egne skærme, dag ud og dag ind. De havde ingen ønsker om, at komme ud af huset/ud i naturen/ud i verden. Overhovedet. Blev noget planlagt alligevel skulle der advares i god tid, stemningen og humøret skulle sættes og holdes - og som regel var der en pæn portion modstand. 

Det var ret ensomt at være den eneste, der havde lyst til at vende sig ud mod verden. Der ville hjemmefra - opleve noget.

Men ikke i sommer. I sommer synes jeg det har været lettere at holde gejsten oppe - jeg synes børnenes begejstring har været lettere at finde og det har min egen gode stemning også. Vi er blevet modigere og mere eventyrlystne, når vi er afsted. Der kommer input og forslag fra de to teens undervejs - og der har været en masse gode oplevelser både af at opleve og af a kunne noget selv. Verden er blevet mere tillokkende og mindre farlig.

Det var bestemt ikke fordi vi ingen modgang mødte undervejs - men den var der overskud til at takle på en god måde og jeg er virkelig glad for denne sommer er gået så godt, som den er. Det kommer ikke skidt tilbage er jeg sikker på.

Pyh ha det har været et langt sejt træk at nå hertil. Men nu er vi snart gennem det første år - og hvis rygtet taler sandt, skulle det falde mere og mere på plads - finde et leje.

Det bliver så godt.

 #130

Vågnede med Pinsesolen kl tidligt, vækket af den før ude- nu indekat - der ikke har konverteret sin lydstyrke til "alle de andre sover før kl 4". Han underholdt således Pilourotti-stemmen, smukt solskin og fuglesang. Derfor sidder jeg nu - kl. 06:43 ved min Fars spisebord med en kop kaffe. Bananpandekagerne er for længst sat til livs. Alt støv er forsøgt fjernet og skraldet er båret ned.

Min højre arm gør ondt. den har jeg overanstreng med en eller anden triviel handling, jeg ikke har kunnet pinpointe.

Mod bedre vidende drikker jeg kaffe, inden jeg bevæger mig ud til min 4 benede hyggepony, der i de seneste år også er konverteret fra stævnehest til en blanding af fysioterapeut og generel terapeut for mig og indimellem for yngstearving (sikke en glæde).

Radiotavsheden på denne kanal skyldes i første omgang min kræftsygdom - der var den "nemme" del af ligningen, i umiddelbar forlængelse min rekreation efter en hysterektomi der var ved at tage livet af mig, bogstaveligt talt. Nå ja og de to ekstra operationer, der kom ud af al balladen.

Den slags kan godt resultere i en livskrise og det gjorde det også for mig. Og med mig, min familie og ikke mindst mine børn.

Nu går vi ind i slutspurten på afslutningen af den familieform der hed kernefamilie - og forhåbentlig finder det hele et leje hvor det bliver lidt lettere at være.

#129

Det er flere år siden jeg sidst har skrevet her. Men på en eller anden måde er det ok.

Jeg kan med stort sandsynlighed ikke recappe hvad der er sket siden sidst. Så det vil jeg lade være med.

Livet er noget andet, end det jeg stor i for 3-4 år siden, hvor mine forældre døde. De døde som fluer, de døde på hver sin måde. De døde langsomt og hurtigt. de døde over 9 måneder og over få uger.

Det var virkelig en rollarcoaster af de store. 

i september 2019 fik min Mor diagnosen galopperende cancer i bugspytkirtlen. Få uger inde i hendes sidste tid fandt jeg selv en knude i det ene bryst og kom i kræftpakkeforløb. I starten får man fortalt, at det i hvert fald sikker ikke er noget alvorligt, at det bare lige er en knude der nok går væk. Så i starten fortalte jeg ikke om det til nogen. Alle havde jo ligesom allerede en sorg på horisonten.

Det første sæt biopsier mislykkedes og skulle tages om. På den måde går der let en månedstid, for biopsier skal vej af et laboratoriet, hvor man skiller knuden ad og kigger på om der nu også er de celleforandringer - som man tror man ser på en scanning.

Scanninger er øjebliksbilleder. De er lige nu og her og de kan ikke vise alt, hvad der foregår i et bryst. Heller ikke når man kun er en lille fin str. 75A.

Så efter biopsi runde 2 og ventetid nr. 2 kommer svaret - det er celleforandringer. I Danmark kalder man det ikke kræft, før de maligne celler breder sig ud af deres tumor. Så selvom man godt kan tro, at man har en godartet knude - så skal den altså fjernes alligevel og det skulle min også. Jeg blev dog i første omgang glemt i systemet og måtte ringe et par gange, før jeg fik en tid til operation. Det er lang tid at gå med uvished - når man finder en knude i november og den først bliver fjernet i starten af februar.

Da knuden bliver fjernet, konstaterer de at den er flækket. Måske under mammografien der var grum, men ingen ved det og inden kan eller vil gætte på hvorfor. Jeg sendes hjem og vente på den næste runde biopsisvar. og her ved jeg kun alt for godt, at det ikke er ovre, før biopsifolkene har set på mine celler under deres afslørende mikroskop. Brystet er ømt og hævet, der er tydeligt en stor blødning derinde.

Biopsisvaret kommer. Der er ikke nok kant rundt om tumoren. Jeg skal opereres igen. To nålebiopsier, en lumpektomi (altså hvor man bare fjerner knuden og bevarer brystet) og med endnu én i horisonten. Mit hjerte synker i livet på mig. Jeg blilver genopereret som 20% af alle der får lavet lumpektomi . Beskeden er efter operationen, at "de fik det hele med og alt ser fint ud".

Jeg tror dem ikke over en dørtærskel. 

Da det sidste biopsisvar i denne omgang kommer er det dog stadig beskeden. De fik det hele med. Meeen jeg skal lige have 15 - nå nej 20 strålebehandlinger - just in case. På det her tidspunkt er det forår. Der er corona. Min Mors cancer har spredt sig yderligere, men hun er mod alle odds i live selvom hendes førelighed er på retur. Tumoren er gået i ryggen. i lungerne, den er i fedtvævet omkring og den er i tarmene. Jeg begynder i strålebehandling. Det er først her, at jeg fortæller min familie at jeg er i kræftforløb.

Jeg holder til 4 strålebehandlinger. Det er afsindigt smertefuldt for mig og jeg vælger derfor at afslutte forløbet. Strålebehandlingen vil med al sandsynlighed flytte mine chancer for aldrig at få kræft i det bryst igen et par %. Strålerne vil for altid stjæle førlighed og lungekapacitet plus de smerter der følger med et stråleskadet væv.

I den lange gang på Sygehus syd i Aalborg sad jeg hver dag i de 4 dage på en plastikstol og ventede på at komme i strålekanonen. jeg sad der sammen med alle de andre, der af forskellige årsager fik samme tur eller det, der var værre.

Gangen er lang og smal og skråner ned mod den nyere del af kælderen. Alle og jeg mener alle, der kommer ind - kommer lige forbi køen af strålepatienter, der sidder på række. Som pølser på et samlebånd. Nogle med tørklæder på deres skaldede hoveder, tomme øjne, glansløs hud og sorgen malet i ansigtet. Andre med et jaget blik. Der var ikke adgang for pårørende - så der sad alle alene og ventede. 

Der er ikke noget privatliv og der er heller ikke ret meget omsorg fra de ansatte. Det er efter min bedste overbevisning en hindring for ens mulighed for at blive rask, at man skal udholde at være sat på en art præmatur lit de parade dag efter dag, uge efter uge midt i den krise, som alvorlig sygdom er.

Også var jeg jo ikke engang syg-syg.

Det var bare celleforandringer. belastningen ved uvisheden og de mén man får af behandlingen however. Det skal man ikke spøge med.

Kræftforløb og behandlinger er meget individuelle. Vi kan ikke allesammen holde til den skabelon der ligger klar hos onkologerne. Det her var første gang jeg mødte muren i form af en bahandling jeg ikke kunne holde til.

Jeg valgte behandlingen fra. Min Mor bakkede mig op - hun ville have gjort det samme. Det betød og betyder meget. 

 #128 en ulykke kommer sjældent alene

Denne overskrift skrev jeg d. 25 september. men der var jeg ikke klar til at publicere noget som helst - jeg havde ikke sovet ordentligt i 10 dage og meget andet godt.

 Den dag var det 10 dage siden min yngste søn blev indlagt med alvorlig sygdom. Det var tirsdag d. 15, det var med ambulance, det var uventet og det var rockerhårdt. 

Vi havde allerede et alvorligt sygdomsforløb for fuld udblæsning, for ugen før om tirsdagen fandt jeg min Far - han var faldet og havde ligget på gulvet i 5-6 timer. Han var derfor blevet indlagt - herfra blev han stort set prompte udskrevet til genoptræning på aflastningsplads, til trods for at han i løbet af ganske få dage mistede mere og mere førlighed og også evnen til at tale i hele sætninger. 

Bedst som han bliver flyttet fra en aflastningsplads på et plejehjem - til en plads på neurologisk afdeling - bliver vi indlagt. Til at begynde med på samme hospital - dagen efter bliver min søn og jeg overflyttet til et andet hospital.

Jeg behøver ikke nævne corona og alle de udfordringer det medførte i sig selv. Vel?

Fra min far blev indlagt på neurologisk til vi kom hjem gik der en lille uge. Fra vi kom hjem fra hospitalet til min Far døde, gik der lidt over en uge.

Min Mor døde i Juni efter et kræftforløb hvor vi i et lille års tid vidste hvad der foregik. Mor blev fysisk svækket - men vi kunne tale med hende næsten helt til det sidste.

Min Far døde i oktober efter et kort sygdomsforløb hvor vi ikke anede hvad det handlede om - vi kunne bare se ham forsvinde for øjnene af os. Fysisk og sprogligt.

Der var knap 4 måneder mellem de to dødsfald.

Alt det vi troede var Mors sidste, Jul - påske - Fødselsdag - You Name it - det var pludselig også min Fars sidste. Og vi vidste det ikke. Han vidste det ikke - og Mor vidste ikke, at det også ville slutte for Far. 

To så fundamentalt forskellige forløb - i forlængelse af hinanden. 

Det er ikke til at forstå, at de ikke er her mere. Vi havde knap taget hul på sorgen over min mor - da Fars sygdom kom buldrende. og nu er de begge to væk.

I søndags sad min ene bror og jeg til Allehelgens Gudstjeneste og lyttede til listen over afdøde - og den dag blev begge vores forældres navne læst op. Præsten var så omsorgsfuld at nævne dem sammen. Det synes jeg var helt utroligt pænt af ham.

.Aldrig har jeg følt mig så alene. Nu er vi 2 generationer tilbage. os og vores børn. Vi har aldrig været under 3 generationer samtidig. 

Det er vi nu i vores lille ramponerede gren af familien.

 #127  krise nr. 127? eller måske føles det bare sådan?

Vi er allerede et par måneder længere fremme siden sidste indlæg. Mere end 2. Der er stadig corona i omløb og der er stadig hverdagsudfordringer og der er stadig bølger at surfe på eller knivsægge at balancere på i det her liv der er mit. Det er nok bare sådan det er. Livet holder aldrig pause.

Derfor fortsætter jeg efter bedste evne med at takle de her hverdagsagtige ting. indimellem en efter en og andre gange bare sådan lettere kaotisk - alt-på-en-gang-agtigt. For sådan er livet også - alt muligt mærkeligt sker, når man mindst venter det og når man mest venter det og det kan jo uden problemer (for nogle) være samtidig.

På den lyse side, så har jeg i dag haft den udsøgte fornøjelse at træne tysk med den 15-årige. Det gik overraskende let. Hans sprogtalent er enormt og tilsyneladende er han ved at få øjnene op for, at den lille metode jeg har udtænkt (for at forbedre hans evner i dansk og tysk) kan klares med en enkelt træningssession om dagen, 4-5 dage om ugen jo jo - men ikke i uoverkommeligt lange perioder.

Aftalen er, at han skal læse et kapitel i en valgfri bog hver aften. Han skal skrive et lille kort resumé af det kapitel og når han har gjort det - så oversætter vi det til tysk sammen.

Indtil videre er vi begge to overbeviste om vores koncepts genialitet.... og jeg forudser, at selvom vi ikke når 5 gange hver uge, så har denne metode et potentiale til at træne hans læsefærdigheder på dansk og dermed gøre ham hurtigere, resuméerne vil træne hans evne til at komprimere en tekst og trække det essentielle frem og sidst men ikke mindst vil det udvide hans ordforråd på tysk og give ham større sproglig selvtillid.

Håbet er lysegrønt.

#126 Krise

Som jeg har skrevet om har vi været ramt af sygdom i den nærmeste familie. Nu er det uundgåelige sket. Min Mor er død. Mine børns Mormor er her ikke mere. Min fars hustru gennem knap 50 år er borte og sådan kunne jeg blive ved. min Mor var meget for mange og savnet er stort.

Vi har allesammen mistet et menneske vi holdt uendeligt meget af - vi savner hende allesammen på hver vores måde og vi kendte allesammen en lidt anden version af hende, end hinanden - for ikke to personer oplever det samme ens. Så meget har jeg da lært.

Det er afgrundsdyb sorg. Det er ingen trøst at døden er kommet krybende ligeså langsomt. Det rammer mig når jeg mindst venter det og ligenu er det selvfølgelig råt og hårdt og vi har knap nok erkendt at Mor aldrig kommer tilbage.

Jeg skal aldrig tale med hende mere. Aldrig høre hendes stemme og aldrig give hende flere kram. Og det hader jeg. Det gør mig uendeligt trist at jeg ikke kan ringe hende op og at hun ikke kommer til at svare mig på sms´er eller at hun ikke længere er hjemme, når jeg kigger forbi hvor hun boede sammen med min Far.

Der vil ikke være flere hjemmebagte birkes eller brunsvigere og der vil ikke blive forkælet børnebørn hos Mormor og Morfar på samme måde. For hun er der ikke mere.

Jeg var heldig, at jeg nåede til et godt sted med min mor - for vi var enten alt for forskellige eller alt for ens til at komme overens bare sådan uden videre.

Det tog os mange år at nå til fælles fodslag. Til gensidig tolerance og forståelse og gensidig respekt. men vi nåede det og hvor var det godt - selvom det er trist at vi ikke nåede dertil noget før. Men sådan blev det. Heldigvis var vi nået så langt, før min Mor blev syg - så vi vidste begge at nu gjalt det virkelig om at bruge tiden godt så det gjorde vi.

Så godt vi kunne og som der nu kunne blive tid og plads til - for vi var jo som sagt mange, der holdt af min Mor.

#125 Krise how NOT to...

Corona-konfliktniveau målt på Richterskalaen: 9,5

Støjniveau: pt lavt (jeg har næsten ingen stemme tilbage) - for 60 minutter siden +100DB

Antal teenagere billigt tilsalg: 1

Antal dansklærere der bortgives: 1

Overskud: 0

Tip: man skal ikke presse en, der i forvejen er presset.

Antal gange det tip er overskredet i dag: min. 2 -

ekstra tip: bare lad være.

Det var bare det.

#124 en Krise-how to

Godt.

Jeg er som mange andre ved at være en lille bitte smule påvirket af, at livet ikke helt er som det plejer lige for tiden.

der er selvfølgelig corona situationen, der påvirker de fleste i større eller mindre grad og så er der alt det andet - der for mit vedkommende stikker noget dybere.

Ikke fordi jeg vil forklejne corona på nogen måde - men man får et andet perspektiv, når man har et af disse brusch ups with Life - hvor man bliver mindet om sin egen og andres dødelighed.

Det er rimeligt ligetil at pinpointe hvad det er, der er hårdt: det er uvisheden, det er savn på forskud (ja det er åbenbart en ting), sørge over ting der var og ting der aldrig bliver og så er der helbredbekymringer, bekymringer over teenagerens pt manglende femdrift - sådan i store træk. Så ja -- jeg er lidt mere presset end jeg plejer. Og det har jeg ikke rigtigt råd til at være - i hvert fald ikke hele tiden. For som i ved, har jeg ingen planer om at få stress igen. Ikke hvis jeg kan undgå det.

Så.

Spørgsmålet er: hvordan manøvrerer jeg i det her? For min lunte er bare lige lidt kortere, end den plejer. Hvad giver mig den der følelse af fred, som man indimellem kan have i kroppen og hovedet. Hvordan giver jeg mig selv de allerbedste betingelser for a komme godt igennem alt det her?

og det skal ikke handle om sport og sund kost - for det er ikke der der ligger et uopdaget potentiale, der venter på at blive realiseret.

I efteråret da vi fik besked på, at der var alvorlig sygdom i nærmeste - og jeg selv fik et par rap over nallerne taklede jeg det ved at bingelytte lydbøger. Det var nødvendigt at være afledt når jeg skulle sove eller når jeg kom til at tænke for meget over tingene. Det virkede for mig i den der helt akutte peiode, hvor man af al magt forsøger at blive stående på surfbrædtet selvom der er vindstød af orkanstyrke. Men det har ikke længere nogen effekt. min hjerne blev hurtigt alt for god til at lukke af og koncentrere sig - også selvom jeg forsøgte at drukne det fokus i støj.

Nu står jeg her igen, på min lille surfbræt og ved, at jeg er nød til at være klar, når de næste bølger eller storme kommer - men jeg er nød til at genopfinde den dybe tallerken igen igen.

#123 den der surdejstrend...

Jo jo - jeg er også med på den.

Men jeg må jo lave en fejl - måske flere.

For det fungerer ikke helt som planlagt og måske er det fordi jeg har for mange corona-jern i ilden?

Jeg har nemlig i min stue forspiret tomater, ærter, majs og meget andet godt. Og muligvis er klimaet lidt for regnskovsagtigt? For der var flyttet nogle små banan-fluer ind. De skelnede tydeligvis ikke så hårdt mellem bananer og tomater. Men heller ikke mellem tomater og surdej. Bananfluefælden gik de klogeligt HELT udenom.

Desværre havde et par af dem fundet på, at det enten kunne være sjovt at:

1: blive til surdej
2: begå selvdestruktion v. surdej
3: spise surdej og uheldigvis falde i og drukne....

I alle tilfælde er jeg nu på surdej nr. 2.

Imellemtiden er banan/tomatfluerne kommet i tanker om, at de bedre kan lide min banafluefælde med saftevand.

Så måske kommer jeg i mål en dag.

#122 i disse mærkelige tider....fredag d. 27/3

Jeg sidder pt på min hjemmearbejdsplads / ved mit eget skrivebord. Det er i en lille mellemgang - vs alle der kommer ind ad hoveddøren skal bagom - alle der skal på toilettet skal bagom, jo jo jeg er en central figur i vores planløsning pt.

Helt ufrivilligt altså. Så her sidder jeg og kan egentlig løse ca. 90% af de opgavetyper jeg normalt har - men jeg kan naturligvis også hjælpe andre kontorer af vores med tilsvarende opgaver. Så det er jo fint nok.

Det lykkes sådan set også at arbejde i de ca. 7,5 time om dagen. Så på den måde synes jeg det går ok - alt det her karantæne halløj. Meeeen nu synes jeg godt vi kan begynde at mærke på børnene, at de trænger til at lave noget andet, end at sidde på skolebænken med Mor og Far og ingen  (eller næsten ingen) kontakt til hverken lærere eller klassekammerater.

Så nu sidder jeg her mutters alene. Mand og børn er sendt i skoven og få lidt sol og frisk luft. Der er en opvaskemaskine der kører og en eller to katte der snorker, samt selvfølgelig lydene udefra. Men ikke andet og overvejer - hvordan søren jeg skal klare at administrere deres - måske - kommende coronakuller.

Min egen kuller takler jeg ved at lave praktiske opgaver og ved at dyrke sport som jeg plejer. Haven har også fået en overhaling og der er masser at tage fat i derude - men ikke rigtigt noget man kan sætte børn til, synes jeg.

Så det er godt, det snart er weekend. For de trænger til det.

#121 den kringlede vej gennem stress og ud på den anden side

I begyndelsen var hele mit system i alramberedskab. hele tide, 24/7. Kriblen i kroppen, brændende fornemmelse under huden, virkelig dårlig søvn, en fornemmelse af at kroppen blev tung eller helt paralyseret - når de var selv det mindste krav at leve op til.

Jeg skal prøve at beskrive, hvordan jeg kom på den anden side af det - eller igennem det eller side om side med den stress. I grove træk blev min opskrift denne:

Forenklet hverdag/ro
God kost
Noget jeg elsker at lave

Jeg trak mig fra stor set alt. Alt det jeg ikke kunne oversku blev sorteret fra - og det var ret meget. Vi havde ikke gæster, vi var ikke med til familiefester - eller også var mand og børn afsted uden mig, eller vi var der meget kort og kørte igen. Det var helt essentielt at jeg ikke blev overbelastet igen.
Jeg har nok altid troet, at jeg var god til at sige fra - men jeg kan bare konstatere at jeg er blevet virkelig god til det nu. For folk vil jo en det bedste - de vil socialisere og snakke og tærske langhalm på det ene og det andet. Det var bare for meget snak og for lidt hjælp eller handling. Så jeg blev hjemme - passede min hobby og familien - sådan det helt basale.

Det gik ret hurtigt op for mig, at det var vigtigt ikke at få det værre. Jeg var jo sygemeldt - så arbejdsdelen af det var på pause for en kort stund, omend sygedagpengesystemet gør sit til at man desværre ikke får den ro, som man efter min opfattelse bør have.

Jeg fik desværre ikke taget et bredt blodprøvepanel. Det tror jeg kunne have hjulpet mig meget dengang. Det ville have været en hjælp at vide, m jeg manglede noget - vitaminer/mineraler. det er ikke usandsynligt at det også spillede ind, men det finder jeg aldrig ud af.

Det var ret tydeligt for mig at kroppen faktisk var hårdt presset, af søvnmangel og af at have været i alarmberedskab i alt for lang tid. Så jeg begyndte med at spise ting, der understøtter immunforsvaret. ikke noget fancy - en vitaminpille om dagen og ekstra c-vitamin. Det er der ikke meget hokuspokus i.

Det var sådan en helt lavpraktisk logik jeg fulgte: hvis kroppen og psyken skal trives - så må der nødvendigvis fyldes noget på, der fremmer den trivsel. Jeg kan ikke huske om jeg skar ned på kaffe. Det er knap så vigtigt tror jeg, som at jeg faktisk fik fyldt nogle sunde byggesten på systemet - for ellers var der jo ikke noget at "renovere" den stressramte krop med.

Der gik ret lang tid, før jeg begyndte at få lidt ro på kroppen. Det var først efter 6 ugers sygemeldig at jeg begyndte at have små tidlommer på 10-20-30 minutter, hvor hjernen ikke bare galopperede derudaf.

Men det skete ikke hvorsomhelst. Det skete der, hvor jeg har det allerbedst - nemlig på ryggen af en hest. Den korte tid deroppe (ca 30 min. 4-5 gange om ugen) blev nøglen til at min hjerne kunne fokusere på kun EN ting adgangen igen. Det skete først efter 6 ugers sygemelding - så man må væbne sig med det, man har allermindst af: tålmodighed. Tålmodighed med sig selv. Accept af, at det her går i det tempo det nu engang går i. Og erkendelse af, at hvis jeg forcerer noget - så bliver det med al sandsynlighed værre.

#120 still later

2 år og 5  måneder senere plus/minus nogle dage...

Der er rendt en del vand under åen. Jeg er i samme job, børnene går i skole og den slags trivialiteter.
På den front har vi ikke haft de vilde udsving.

Selvom der har været udsving nok og vi absolut ikke har brug for flere - men det er der jo ingen der har i disse virus-tider.

I ultrakorte træk var 2018 et udemærket år, lidt vel meget pres på jobbet pga oplæring af ny kollega og ekstra mange arbejdsopgaver og en chef der ikke mente, at der var noget at pive over. Det gjorde jeg nu heller ikke. Alligevel - eller måske derfor, fik jeg stress. Jo jo, jeg havde sagt fra - der var bare ingen der lyttede, før det var for sent.

Min krop gik fuldstændigt i udu. Jeg havde det, som om der var ild i mit ansigt. Der var hjertebanken og svedeture. Min krop var udmattet og skrækslagen og ilter ogstøjfølsom og træt. Alt på en gang. Min hjerne kunne ikke overskue ret meget. Små hverdagshandlinger blev uoverstigelige udfordringer. jeg kunne ikke huske folks navne, der kom forkerte ord ud af min mund - det var ganske enkelt virkelig ubehageligt.

Jeg var fuldtidssygemeldt i ca. 8 uger før jeg begyndte igen på deltid. Havde kommunen ikke været så utroligt dumt indrettet - var jeg måske blevet hjemme lidt længere - men det var vigtigt for mig atjeg ikke endte i en af deres rædsels-karusseller. Så jeg lagde ud med o timer dagligt tre dage om ugen. Det var bestemt ingen succes. Aldrig har jeg været så presset på min hjernekapacitet før. ALDRIG. og den fejler ellers ikke alverden, tør jeg godt sige. Men det gjorde den i den sensommer og det efterår.

Jeg gik i stå. Der var ingen tanker i mit hovede, som kunne bruges til noget på job. Jeg kunne åbne en e-mail - men jeg kunne ikke læse den. Alt med en længde over to linier var ulæseligt. Sløret, hang ikke sammen. Det var vildt skræmmende.

Min chef havde ingen somhelst ide om, hvad hun skulle stille op med mig, så hun gav mig en ret stor tasteopgave, som havde en deadline indenfor 2 måneder. Det kunne jeg ikke overskue.

Jeg blev sygemeldt på fuld tid igen og indså ret hurtigt, at jeg ikke skulle tilbage til den arbejdsplads. Men heldigvis har vi mange kontorer og heldigvis kunne jeg blive flyttet til et meget velfungerende kontor, hvor jeg kunne sidde og passe mig selv uden at indgå i andre opgaver, end dem jeg selv ville og ikke mindst kunne løse.

Det var helt utroligt ensomt, for folk kan jo ikke se på en, at man er syg. De kan ikke se, at ens hjerne står helt stille, eller at man er ved at omkomme afskræk. Folk siger. du skal bare sige til - men det er ingen hjælp, når man ikke kan sige et eneste ord.

Det tog tid at komme i gear igen. Det var en underlig oplevelse at kunne håndtere nogle opgaver men ikke andre. Heldigvis fik jeg lov at tage det hele i mit eget tempo. Jeg var oppe på fuld tid igen efter en måned det nye sted, men det tog yderligere ca to måneder før jeg var nogenlunde i omdrejninger og kunne løse alle opgaver også under pres. Der er masser af pres i turistbranchen, så det var lidt af en bedrift.

Der er nogle områder, der nok aldrig bliver helt det samme - men der er også nye ting jeg kan, som jeg ikke har kunnet før. Så - der er lidt gynger og karuseller over sådan en omgang.

Jeg er blevet helt utroligt god til at sige fra. Til at si fra - til ikke at tage flere opgaver end jeg kan - til ikke at presse mig selv eller lade andre presse mig over evne. men det er en kunstart. Der er ikke rigtig nogen, der kan hjælpe en på vej. Ingen stressforløb er ens.

Jeg ved godt, at det er et langt indlæg - men jeg håber det måske kan hjælpe bare en.

#119 og næsten et helt år

Jow jow - så længe kan der gå mellem snapsene her i firmaet, jeg keder mig ikke ret meget.
Eller slet ikke faktisk.

Siden sidst her jeg fået en velovervejet fødselsdagesgave, den havde ikke +115 i Blup (avleindeks for Islandske heste), men var større end de føromtalte CCC

Lucky Me ;O)
Nogen læser mig Blog og det kunne godt tænkes, at min mand er en af læserne.
Han har ikke læst ønskesedlen, for der stod intet om Carat eller den slags.

Tiden går i øjeblikket med at researche lidt om hvordan man lærer at investere i aktier. Overraskende nok er der ikke voldsomme mængder af tilgængelig info, i hvert fald ikke på overfladen - så denne gang har google ikke været min ven.

Mit ene pensionsselskab her ikke ligefrem være gode til andet end at opkræve et gebyr, der var større end afkastet. Det må kunne gøres bedre - det kan i hvert fald dårligt blive ret meget værre - så hvorfor ikke se, om det kan læres.

Til en start har jeg fundet ud af, at de små klatter KAN flyttes, så jeg selv kan komme til at bestemme hvad de skal stå i.

En anelse nervepirrende - men det føles nu godt, at tage skeen i egen hånd.

#118 if it´s not on the list

Glædelig Jul

Jo jo - det var en fest med gaver op i knæhøjde og dejlig julemad. Børn der klarede det til UG med kryds og slange, indtil alle gaver var åbnet og den mindste crashede. Sådan er Jul.

På forunderligvis fik jeg fire gaver i år. Fire.

Jeg har også kun shoppet til hele familie, der pt. tæller 9 børn, en moster, tre bedsteforældre og en mand.

Tak af hjertet. Det handler ikke om antallet eller prisen for den sags skyld. Det handler måske mere om at man i det splitsekund man køber den ene af de to gaver man køber til en person om året - godt lige må kaste et blik ud over egen næsetip... eventuelt helt hen på ønskesedlen.

Ikke ens egen ønskeseddel - men den man skal handle bemeldte gave til.

Det er ikke at gøre sig umage, at købe den sweater man selv ønsker sig i en noget mindre størrelse end man selv skulle have haft. Og det med at købe fesenfarvede viskestykker til hende hvis køkken er fyldt med pangfarver - det er sgu nok heller ikke en succes.

Krævende jeg er.

Ja, hvis du med krævende mener at jeg håber, du de to gange om året hvor du skal shoppe gave til andre letter røver i 5 minutter og forsøger at huske hvem jeg er og hvad jeg kan lide, så er jeg pissekrævende.

Gør jer nu umage - det sgu træls at rende rundt og gøre sig umage overfor alle andre, for at få gaver der ikke helt er til mig.

Så et lille hint herfra: hvis det ikke er på listen (min og ikke din), er der to ting der duer: en Islandsk hest med blup + 115 eller en diamant med med carat på +0,15 eller derover.

#118

jeg vil bare sidde i solen
med ryggen mod en kalket mur
med afskalninger man kan prikke på
eller lade være

Med armene på mine knæ
og lukkede øjne
med hagen lidt skudt frem og nakken mod den kolde mur

Her er ingen lyde
her er violer mellem pigstenene, der inde ved muren ikke er fladslidte
men netop piggede

Her er sol på mit ansigt
her er jeg i fred

for #117 gang

har jeg købt nog et helt og aldeles uundværligt. En thekande.

Eller faktisk har jeg købt to - men det var helt og aldeles fornuftigt - det var det. Jeg sværger.
De er nemlig genbrug og retro på én gang - og så må man godt.

Især, når man ikke er helt sikker på, hvilken farve man bedst kan lide. Man kan jo altid sælge den ene igen - ikke?

nå - men her er de to vidundere fra norske Cathrineholm - thekedler med Lotusmønster

Er de ikke fine?

#116 nu med billeder...

Bloggen havde da liiige smidt forbindelsen til samtlige billeder....
Det er nu forsøgt rettet. Hvis ikke jeg har rettet alle fuckups, så smid gerne en kommentar.

Tak :)