Men ellers læser jeg avis

og drikker kaffe - ser halvt om halvt et program om Hmong-folkets piger og kaster et tilfældigt blik ud af vinduet.

Genboen træder ud på trappen som så mange gange før.
Hun er +80 måske mere. Hun har den der svajende gange, der viser at hofterne og skuldrene er stive.
Hun er ukuelig - der gå ikke en dag hvor jeg ikke ser hende i vigør. Med kosten/sneskovlen/indkøbsnettet/på cyklen. Flere gange ugentlig går hun ind til den store by som så mange gange før. Der er 6 km. hver vej.

I dag forcerer hun hovedtrappen som så ofte før.

I dag har hun en pizzabakke med ud i skraldrespanden. Det er aldrig sket før.

Jeg føler pludeslig at storbyvaner har invaderet den lillebitte by, hvor jeg bor - hvor genboen har boet i mere end 30 år.

Storbyvaner som jeg savner er pludselig havnet på den anden side af gaden hos en dame på +80
Det tordner og er gråt. Stuen er pludselig mørk.

Pizzabakken ligger trygt og ordentligt i genboens skraldespand.

Mine storbydrømme lever stadig.

Lockout over....

Jamen godt så - efter 4 uger med lockuotet barn starter hverdagen igen på mandag.
Det bliver helt mærkeligt - ingen god forklaring på hvorfor man er sent på den eller hvorfor man går tidligt.

Men det er en detalje.
Det vigtigste er hvor mange flere timer/uge skal ældstepoden nu stå model til?

Hvor mange færre timer til leg og fritid?

Bliver SFOpladsen så billigere nu - hvor han ikke får glæde af alle de timer vi betaler for?

Hvordan skal vi småbørnsforældre betale for alle disse ekstra timer i skolen? Bliver skatten sat op på antallet af børn? Bliver bønefamilieydelsen beskåret?

Ja man må jo have lov at spørge tænker jeg.