I dag er det en første forårsdag. Solen har skinnet fra en smuk, lys forårshimmel og hele dagen er gået med længsler imod frihed og fred og ro.
Weekend - endelig weekend.
Første alenetidspusterum i øh? 1 måned tror jeg - når man ikke tæller den onde mandeinfluenza for fjorten dage siden med, for den tæller altså ikke som alentid/rekreation.
Tilbage til solen og roen og foråret.
Førstnævnte er forlængst gået ned. De to andre har sænket sig her i min stue, hvor der hersker almindeligt børnefamiliekaos - også selvom de ikke er hjemme men hos deres Far.
Rodet minder mig om dem. Om sang og leg og latter. Jeg har ikke et behov for at slette deres små (og af og til klistrede) spor. Ligenu har jeg mest lyst til at lade trætheden overmande mig og vente på at søvnen kommer og putter sin luftige, nyvaskede forårsdyne om mig.
Untill tomorow... sweet spingtime dreams.
