Men ellers læser jeg avis

og drikker kaffe - ser halvt om halvt et program om Hmong-folkets piger og kaster et tilfældigt blik ud af vinduet.

Genboen træder ud på trappen som så mange gange før.
Hun er +80 måske mere. Hun har den der svajende gange, der viser at hofterne og skuldrene er stive.
Hun er ukuelig - der gå ikke en dag hvor jeg ikke ser hende i vigør. Med kosten/sneskovlen/indkøbsnettet/på cyklen. Flere gange ugentlig går hun ind til den store by som så mange gange før. Der er 6 km. hver vej.

I dag forcerer hun hovedtrappen som så ofte før.

I dag har hun en pizzabakke med ud i skraldrespanden. Det er aldrig sket før.

Jeg føler pludeslig at storbyvaner har invaderet den lillebitte by, hvor jeg bor - hvor genboen har boet i mere end 30 år.

Storbyvaner som jeg savner er pludselig havnet på den anden side af gaden hos en dame på +80
Det tordner og er gråt. Stuen er pludselig mørk.

Pizzabakken ligger trygt og ordentligt i genboens skraldespand.

Mine storbydrømme lever stadig.

Lockout over....

Jamen godt så - efter 4 uger med lockuotet barn starter hverdagen igen på mandag.
Det bliver helt mærkeligt - ingen god forklaring på hvorfor man er sent på den eller hvorfor man går tidligt.

Men det er en detalje.
Det vigtigste er hvor mange flere timer/uge skal ældstepoden nu stå model til?

Hvor mange færre timer til leg og fritid?

Bliver SFOpladsen så billigere nu - hvor han ikke får glæde af alle de timer vi betaler for?

Hvordan skal vi småbørnsforældre betale for alle disse ekstra timer i skolen? Bliver skatten sat op på antallet af børn? Bliver bønefamilieydelsen beskåret?

Ja man må jo have lov at spørge tænker jeg.

Fra én lockoutramt Familie til hvem der nu læser med

4. Lockoutuge startede i dag.

Jeg har haft ældsten med på job som så efterhånden mange gange før, i syv stive klokketimer.
Han klarede det nu flot og havde til alt held et andet, jævnaldrende lockoutbarn at lege med.

Lykke.

Men selvom det hele forhåbentlig løser sig hen ad vejen med nødpasning ala

"hvis du passer min i dag, så passer jeg din i morgen"
"Far passer"
"Mormor passer"
"Morfar passer"
"Mormor OG Morfar passer" jow jow - sikken svir
"Med Mor halv-/heldags på job" med tilsvarende tabte timer der lægges hjemmefra for mig.

og den frygtede:

sygt lillebarn i en hel uge + lockoutbarn + 37 timers arbejdsuge =
1 barnets første sygedag,
2 x Far passer,
1 x Mormor passer og
1 x 2 børn med på job (don´t try this at home folks - it´s a killer)

Så - jeg tænker at vi er ved at have prøvet i det mindste en del variationer nu.

Men ved i hvad?
Det er ikke synd for mig.
- det er synd for det syge lille barn (der 7-9-13) er rask igen
- det er synd for lockoutbarnet, der imod alle odds har udtalt "jeg savner at gå i skole".

og så er det synd for lærerne. Læs bare hvad Mette skriver her.

For den er da langt ude i skoven denne her lockout. Lugter langt væk af aftalt spil - der er blevet afsløret og derfor ikke kan løses v "planlagt" indgreb. I hvet fald ikke før 1 Maj, for så bliver "arbejderne" nok suuuuure og kaster med (rådne) æg og tomater ... og helst ikke førend lærernes kasse er tom, så de bliver "nemme at forhandle med". Livrem og seler, vold og magt.

P*sse charmerende demokrati vi lever i....

Mine Påskegaver

Er de gode, lange samtaler jeg har haft med min allerbedste veninde.

Og ikke mindst kærlighedseklæringerne fra mine børn.

Ældsten sagde: Mor - jeg elsker dig - Yngsten fulgte trop med:
Mig også æsger daj.

Og nu er Påsken slut.
Men gavene kommer til at holde længe.