I begyndelsen var hele mit system i alramberedskab. hele tide, 24/7. Kriblen i kroppen, brændende fornemmelse under huden, virkelig dårlig søvn, en fornemmelse af at kroppen blev tung eller helt paralyseret - når de var selv det mindste krav at leve op til.
Jeg skal prøve at beskrive, hvordan jeg kom på den anden side af det - eller igennem det eller side om side med den stress. I grove træk blev min opskrift denne:
Forenklet hverdag/ro
God kost
Noget jeg elsker at lave
Jeg trak mig fra stor set alt. Alt det jeg ikke kunne oversku blev sorteret fra - og det var ret meget. Vi havde ikke gæster, vi var ikke med til familiefester - eller også var mand og børn afsted uden mig, eller vi var der meget kort og kørte igen. Det var helt essentielt at jeg ikke blev overbelastet igen.
Jeg har nok altid troet, at jeg var god til at sige fra - men jeg kan bare konstatere at jeg er blevet virkelig god til det nu. For folk vil jo en det bedste - de vil socialisere og snakke og tærske langhalm på det ene og det andet. Det var bare for meget snak og for lidt hjælp eller handling. Så jeg blev hjemme - passede min hobby og familien - sådan det helt basale.
Det gik ret hurtigt op for mig, at det var vigtigt ikke at få det værre. Jeg var jo sygemeldt - så arbejdsdelen af det var på pause for en kort stund, omend sygedagpengesystemet gør sit til at man desværre ikke får den ro, som man efter min opfattelse bør have.
Jeg fik desværre ikke taget et bredt blodprøvepanel. Det tror jeg kunne have hjulpet mig meget dengang. Det ville have været en hjælp at vide, m jeg manglede noget - vitaminer/mineraler. det er ikke usandsynligt at det også spillede ind, men det finder jeg aldrig ud af.
Det var ret tydeligt for mig at kroppen faktisk var hårdt presset, af søvnmangel og af at have været i alarmberedskab i alt for lang tid. Så jeg begyndte med at spise ting, der understøtter immunforsvaret. ikke noget fancy - en vitaminpille om dagen og ekstra c-vitamin. Det er der ikke meget hokuspokus i.
Det var sådan en helt lavpraktisk logik jeg fulgte: hvis kroppen og psyken skal trives - så må der nødvendigvis fyldes noget på, der fremmer den trivsel. Jeg kan ikke huske om jeg skar ned på kaffe. Det er knap så vigtigt tror jeg, som at jeg faktisk fik fyldt nogle sunde byggesten på systemet - for ellers var der jo ikke noget at "renovere" den stressramte krop med.
Der gik ret lang tid, før jeg begyndte at få lidt ro på kroppen. Det var først efter 6 ugers sygemeldig at jeg begyndte at have små tidlommer på 10-20-30 minutter, hvor hjernen ikke bare galopperede derudaf.
Men det skete ikke hvorsomhelst. Det skete der, hvor jeg har det allerbedst - nemlig på ryggen af en hest. Den korte tid deroppe (ca 30 min. 4-5 gange om ugen) blev nøglen til at min hjerne kunne fokusere på kun EN ting adgangen igen. Det skete først efter 6 ugers sygemelding - så man må væbne sig med det, man har allermindst af: tålmodighed. Tålmodighed med sig selv. Accept af, at det her går i det tempo det nu engang går i. Og erkendelse af, at hvis jeg forcerer noget - så bliver det med al sandsynlighed værre.
