Og i slutningen...

Af min Mormors liv var der ikke nogen ord, men der var handling... hun fik en blodprop i det ene ben - en stor og smertefuld én - men hun sagde ikke noget. Hun klagede sig ikke - hun var en Dame til det sidste. De fandt selvfølgelig ud af det - på plejehjemmet og fik hende indlagt. Men benet var allerede dødt - der var ingen anden udvej end amputation ved hoften - eller at hun afventede det uundgåelige. At resten af kroppen ville dø også. Det sker jo. Også i 2012 - også selvom man tror at lægerne kan så meget i dag. Mormor valgte at dø. Hun levede lidt over 1,5 døgn efter den første blodprop og nåede at sige farvel til sine døtre.

Af en eller anden årsag valgte hun at dø mens jeg var der... altså sammen med min Mor og hendes søstre. De troede ikke det ville gå gå hurtigt - men det tog kun få minutter fra hendes vejrtrækning blev besværet til det var slut. Jeg har aldrig set nogen dø før. Jeg har aldrig før holdt nogen i hånden mens de døde. Det har jeg nu. Det var stille og fredeligt, udramatisk og rigtigt. Mormor ville ikke mere - hun savnede min Morfar. Hun blev 88år.

Så.. der stod jeg med armen om min Mor og holdt min Mormor i hånden - mens min Mor som en anden lille pige hvisker "Hils Far".

I begyndelsen var ordet...

Eller.. der var flere af dem, de kom hyppigere, af sige selv - uinviteret eller indbudt, i hobetal, sammen, i flok, i horder. Eller alene. Og lang tid er de så slet ikke kommet til mig. Det er ikke fordi jeg ikke har vidst hvad jeg gerne ville sige - men nogle gange opdager man, at man ikke har nogen taleret - at andre leverer al den tale man havde forestillet sig måske ville være kommet fra én selv. Jeg opdagede, at selvom jeg til sidst fandt mig selv for enden af et ægteskab, så var min trang til at skrige overskygget af ønsket om at holde en nogenlunde sober tone i den dialog vi ikke kan undgå - om børnene...om de to mennesker der ikke har valgt at Far og Mor ikke længere er kærester, at vi ikke længere bor sammen.

Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle blive den der bad andre familiemedlemmer holde en sober tone, at jeg skulle være den, der løftede øjenbrynene misbilligende, når sætninger som "nu er du i det mindste fri for...." lød.
 ............som om man nogensinde bliver fri af hinanden når man har 2 børn.

Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg skulle krydsforhøres, af venner og bekendte - der ikke mente jeg havde holdt ud længe nok. "Man går ikke fra hinanden når børnene er under 18mdr." Nå ok, den regel kendte jeg så (heller) ikke...

At man midt i dit og mit og ikke længere vores blandt andet er nødt til at danne fælles front med den ikke længere bedre halvdel, mens familiemedlemmer i 2. og 3. led hyyyyler deres sorg over vores skilsmisse ud, eller gylper den ud imellem sideben og linier hvorend muligheden byder sig.

Jeg gætter på, at dem der udadtil har reageret mest fornuftigt og mindst følelsesladet på alt det her - er han og jeg. Overraskende - men i virkeligheden måske et godt udgangspunkt for vores fremtidige samarbejde om vores guldklumper.