søndag den 30. december 2012

Nytårstale

Tja - siden det er min blog er jeg vel dronning eller statsminister herinde og deraf følger i sagens natur en Nytårstale.

Det er næppe gået nogens næse forbi, at 2012 slutter om lidt. Tv, aviser, internetsites er fyldt med progammer og artikler om året der gik og Facebook er fyldt med statusopdateringer - med nytårsønsker til venner og familie.

Fokus er enten på det fantastiske - der gerne må gentages og fordobles.
Eller på det, der gerne må blive nemmere, lettere, mindre smertefuldt, mindre udfordende.

Der er bevidst positiv selviscenesættelse som overskudsperson - og så er der dem, der ventilerer deres smerte og frustation for åben skærm.

I min verden var 2012 ikke enten ren lykke og overskud eller ditto modgang og sorg. 2012 bød på rigelige mængder af begge dele. 2012 var et lærerigt år på godt og ondt. Et år med mange store og svære beslutninger - et voksenår hvor jeg måske for første gang i årevis fandt mit ståsted og stod ved det. Men også et år med sejre og successer og glæden ved endelig at være ved at finde et livsfokus, hvor der er plads til nye drømme ligesom der stadig er plads til at lære nogle af livets store lektier.

Jeg håber, at jeg har modet til at blive stående i 2013. At jeg kan holde mit fokus på det som jeg gerne vil for mig og mine også når eller hvis udfordringerne bliver i kategorien "voksen beslutninger".

Til mine skønne børn - i er min styrke og mit mod. Altid i mit hjerte.

Alt det bedste til jer derude. Hvorend i er.

Godt Nytår