for #117 gang

har jeg købt nog et helt og aldeles uundværligt. En thekande.

Eller faktisk har jeg købt to - men det var helt og aldeles fornuftigt - det var det. Jeg sværger.
De er nemlig genbrug og retro på én gang - og så må man godt.

Især, når man ikke er helt sikker på, hvilken farve man bedst kan lide. Man kan jo altid sælge den ene igen - ikke?

nå - men her er de to vidundere fra norske Cathrineholm - thekedler med Lotusmønster

Er de ikke fine?

#116 nu med billeder...

Bloggen havde da liiige smidt forbindelsen til samtlige billeder....
Det er nu forsøgt rettet. Hvis ikke jeg har rettet alle fuckups, så smid gerne en kommentar.

Tak :)

#115 Vintagewonders

Kan i følge med?

I dag har jeg modtaget den fineste lille samling vintagestof, der havde puttet sig i børnenes Oldemors gemmer, og som min svigermor nu var faldet over.

Det er næsten som Juleaften - bare med en snert af Påske.

Begge er halvpanama - sandsynligvis købt i Illums Bolighus i sin tid - det er kram, det er der ingen tvivl om.

Jeg har ingen planer med det endnu - det er altid godt at have lidt man kan drømme om.

#114 mere upcycling

og så var hverdagen genindfandt sig. Med savn og sne og tøj, der havde ligger for længe uden at blive brugt. Tøj, der ville være perfekt - hvis bare...

Så i går lappede jeg 3 tøjdyr, som det ene vilddyr havde haft under kærlig behandling (læs: gnavet i stykker) og gik derefter i gang med en farlige jerseykjole, som altid har været lidt for lang og lidt for lige. Nå ja, og ærmerne var også lige lidt for forkerte.

Det med før og efterbilleder er ikke min stærke side - så i får et all in one i stedet:

Og nu er den perfekt skal jeg hilse at sige - går til det perfekte sted over knæet og ærerne skal ikke hele tiden skubbes op.

Og den der farlige jersey - den er altså nem nok at have med at gøre - man skal bare springe ud i det.

Jeg klippede den ønskede form + en besætning til bagsiden af kanten og så var den i hus. Jeg lurede kunsten af fra en af mine andre jerseykjoler - der er meget hjælp at hente lige inde i klædeskabet.

#113 så kom vi så langt

... siden sidst har der været alt rigeligt på tapetet.

November bød på livet generelt, med loppemarked, kursus der kom og gik fint - juleforberedelser og den slags. Men hvor November var ok-ish, og jeg fik oplevelsen af at klare den der hverdag ret godt, der skruede December  rigtigt op for charmen. Ud over Jul og familiebesøg langvejs til og fra, sagde jeg farvel til min Farfar. Eller på gensyn.

Jeg kan stadig ikke skrive om det uden at græde. Han betød og vil vil altid betyde så uendelig meget for mig. Uden tvivl et af de fineste mennesker jeg nogensinde har kendt og kommer til at kende.

Han var så parat, som man kan blive tror jeg. Jeg tror, at han havde indset, at hans krop ikke kunne mere og så nogenlunde sluttet fred med det. Ikke uden sorg og ikke uden kamp. Men værdigt og besindigt. Med løftet hovede.

Kære Farfar - tænk at jeg har været så ufatteligt heldig at have dig i mit liv så længe. Sikke et privilegie. 

Jeg kan jo aldrig vide, om du fik sagt at det du ville. Og så alligevel - for med dig har der aldrig været nogen tvivl. Ikke for mig i hvert fald. Du var en af de få, hvis ikke den eneste - som jeg aldrig har tvivlet på. Uden at sige ret mange ord har du lært mig meget mere, end nogen anden. Forbilledligt rolig og tolerant og helt uden vilje til at tale om andre,overhovedet. Uden at kræve noget andet end det bedste. Fuld af accept. Hvis integritet nogensinde har gået på planeten i en renere form, så er der skrevet tykke bøger om det. Så heldige var vi og vi elskede dig og vil altid elske dig.

Jeg skriver ellers ikke ret tit mere, men denne lille flig vill ud i snevejret

Nu rystes engle vinger
og pudrer landet fint og hvidt,
Til vi i morgen synger
farvel Farfar sov blidt.

Altid i hjertet