tirsdag den 3. november 2020

 #128 en ulykke kommer sjældent alene

Denne overskrift skrev jeg d. 25 september. men der var jeg ikke klar til at publicere noget som helst - jeg havde ikke sovet ordentligt i 10 dage og meget andet godt.

 Den dag var det 10 dage siden min yngste søn blev indlagt med alvorlig sygdom. Det var tirsdag d. 15, det var med ambulance, det var uventet og det var rockerhårdt. 

Vi havde allerede et alvorligt sygdomsforløb for fuld udblæsning, for ugen før om tirsdagen fandt jeg min Far - han var faldet og havde ligget på gulvet i 5-6 timer. Han var derfor blevet indlagt - herfra blev han stort set prompte udskrevet til genoptræning på aflastningsplads, til trods for at han i løbet af ganske få dage mistede mere og mere førlighed og også evnen til at tale i hele sætninger. 

Bedst som han bliver flyttet fra en aflastningsplads på et plejehjem - til en plads på neurologisk afdeling - bliver vi indlagt. Til at begynde med på samme hospital - dagen efter bliver min søn og jeg overflyttet til et andet hospital.

Jeg behøver ikke nævne corona og alle de udfordringer det medførte i sig selv. Vel?

Fra min far blev indlagt på neurologisk til vi kom hjem gik der en lille uge. Fra vi kom hjem fra hospitalet til min Far døde, gik der lidt over en uge.

Min Mor døde i Juni efter et kræftforløb hvor vi i et lille års tid vidste hvad der foregik. Mor blev fysisk svækket - men vi kunne tale med hende næsten helt til det sidste.

Min Far døde i oktober efter et kort sygdomsforløb hvor vi ikke anede hvad det handlede om - vi kunne bare se ham forsvinde for øjnene af os. Fysisk og sprogligt.

Der var knap 4 måneder mellem de to dødsfald.

Alt det vi troede var Mors sidste, Jul - påske - Fødselsdag - You Name it - det var pludselig også min Fars sidste. Og vi vidste det ikke. Han vidste det ikke - og Mor vidste ikke, at det også ville slutte for Far. 

To så fundamentalt forskellige forløb - i forlængelse af hinanden. 

Det er ikke til at forstå, at de ikke er her mere. Vi havde knap taget hul på sorgen over min mor - da Fars sygdom kom buldrende. og nu er de begge to væk.

I søndags sad min ene bror og jeg til Allehelgens Gudstjeneste og lyttede til listen over afdøde - og den dag blev begge vores forældres navne læst op. Præsten var så omsorgsfuld at nævne dem sammen. Det synes jeg var helt utroligt pænt af ham.

. Aldrig har jeg følt mig så alene. Nu er vi 2 generationer tilbage. os og vores børn. Vi har aldrig været under 3 generationer samtidig. 

Det er vi nu i vores lille ramponerede gren af familien.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar