Mandag, mandag, mandag...

det har været mandag læææænge synes jeg. Siden Lørdag eftermiddag faktisk - hvis jeg skal være helt ærligt. Mindsten kom til skade og var obs hjernerystelse. Ældsten havde overnattende gæster.... og som den kvikke læser nok kan huske, fordrev jeg natten med barn der først kastede op og derefter fik dårlig mave.

Mandag havde "hjernerystelsen" bredt sig til mig, i form af den mavevirus den i virkeligheden var... sneaky sneaky og meget lidt rart at være ene voksne på skansen, når man har det elendigt. det tog heldigvis kun 3/4 døgn.

I går skrantede så "kun" yngsten og min låste nakke - i dag var alle små af huse, jeg fik muget ud i dyngerne og ikke mindst så blev jeg sat på plads. I nakken altså.

I morgen er det torsdag, eller lille fredag om man vil. Ikke flere mandage i denne uge. Tak.

So many Blogs - so little time...

Ja - i dag har jeg surfet Bloglad tyndt og NYDT det. I de (relativt få) ledige minutter jeg har haft indimellem nursen mindstepode m. mulig hjernerystelse og opvarten ældstepode med 2 kammerater, der overnattede fra i går til i dag.

Nej jeg ved heller ikke helt hvad der fik mig til at springe ud på så dybt vand - men jeg tror nok jeg greb chancen for at undgå planlægningsstess samtidig med at jeg forsøgte at gribe "the moment" hvor de alle te havde mod på det. Det lykkedes by the way - ingen fik hjemve og alle hyggede og larmede og fniste (eller hedder det fnes?) til kl. sent i går og de stod selvfølgelig op kl. 5 og fortsatte showet - til stor gensidig fornøjelse.

Nå - men som sagt, så har jeg surfet lidt rundt og er landet i en anden afkrog af Blogland denne gang - og det vil jeg gerne dele - for der er virkelig nogle perler imellem.

Se fx. denne Hollandske Blog med masser af lækre hæklerier. jeg fatter ikke en brik af teksten - men opskrifterne og billederne taler for sig selv.

Og så er der AnnasMor - der lige minder om hendes lækre giveaway - den kan du jo lægge billet ind på.

Mens jeg surfede rundt fik jeg et par gode kreaideer til, hvad mindstepodens pakkekalender skal indeholde - jeg tænker legemad ala julekager i fleece og måske også lidt hæklet. Og lidt til egen ønskeliste er der også - har for længst forelsket mig i denne fine stage fra Fern Living - men et sted i Blogland findes der et billigere alternativ - se bare her.

Happy Blogsurfing :)

Overskud ?

hvad er det lige for en størrelse - egentlig? Og kan den vokse ud af ingenting?

Jeg har tænkt over det flere gange - rigtigt mange gange faktisk. Mest når folk har udtalt, ih sikke et overskud - om nybagte boller, hjemmelavet syltetøj, eller et par hjemmesyede bukser. Men er det overskud at man laver den slags?

Her i huset er det nødvendigt. At bage selv, selv sy bukser og selv lave marmelade. Jeg er til alt held begavet med talent for at kunne lære ting jeg gerne vil (kemi er undtaget - det lærer jeg aldrig) ellers kunne det jo selvklart ikke lade sig gøre.

Noget af det, der driver mig er min indre Onkel Joakim. Min sparegris. Noget andet er lysten til at gøre det selv. Selv vide hvad der er puttet i brødet, eller marmeladen eller græskarsuppen. Og så gør det mig glad at glæde andre. Men i starten var det af nødvendighed og jeg skulle ofte trække mig selv op ved håret, for at komme igang. Sådan er det ikke længere. Heldigvis - er det gået op for undertegnede, at det giver mig så meget - også overskud.

Det gør mig glad at opnå nogle resultater som er fysisk målbare - som er håndgribelige. Som bukser, der fylder hullet i yngstpodens gardarobe og som han er glad for, fordi der er en traktor på - og så er det en ekstra fjer i hatten, at de har kostet en halv meter bukseelastik - når resten er lavet af aflagte bukser og et par små rester, eller at morgenbrødet er på plads når poderne vågner alt for tidligt.

I begyndelsen gav det mig ikke overskud, at gøre alle de "ting" selv-selv. Men det gør det nu. Fra jeg kl. 21 beslutter mig for at bage til dagen efter - kan tanken om at det bliver en lidt bedre og hyggeligere start på dagen - få mig op af sofaen uden at jeg bliver træt ved tanken. Og den følelse holder også næste morgen - det er ikke noget jeg "kun" gør for andre (ikke at der er noget galt med det) men fra at være en nødvendighed er det gået hen og blevet noget, der giver god stemning og godt humør - og det kan man ikke få for meget af.

Vunderwabbit

Denne lille kanin er klar til den lange tur til USA. Hun er en gave til min lile Niece, der fylder 3år snart.  Hun er klædt varmt på til turen. Jeg håber, at hun falder i god jord.

Hvis man fjerner....

K fra Kvinder - står der VINDER.

en lille 8-årig cancerpatient har formuleret denne smukke lille sandhed.

Jeg håber, at vi med den fællesindsats der bliver lagt i denne uge kan samle en masse penge ind, så vi i fællesskab kan gøre en større indsats for at knække cancerkoden.

Så børn på 8 år ikke behøver at blive så gammelkloge og modne før tid. så mødre ikke skal miste deres børn - børn deres forældre, til denne forfærdelige sygdom.

Hvis du har lyst til at bidrage, kan du gøre det her.

Two down...

Eller måske snarere 3 - jeg følte mig også pænt lagt ned efter onsdagens heldagsodyssé til Legoland - på den eneste solskinsdag hele ugen har ofet, indtil videre da. For vi var så kangt fra alene. Allerede ved ankomst til Billund 10.30 holdt der biler parkeret i vejkanten helt ud til lufthavnen. Vi fik en P-plads på en af de yderste marker.

På den positive side koster det så 50,- mindre, end P-pladsen overfor Legoland.

Men det er en pænt lang gåtur med trætte børn...det er lidt med tilbagetog fra familie odysséer som med feriekufferter - det er ikke så nemt at få det til at se pænt ud eller fylde lige så lidt på hjemturen, som på turen ud.

Onsdagsturen var ingen undtagelse. Men det endte godt. Der var glade og trætte børn med hjem i bilen. Mindstemusen som i 13 stive timer efter strabadserne. Størstebarnet var også godt brugt. Selvom det var en succes tror jeg nu ikke vi lægger vejen forbi Legoland i efterårsferien en anden gang. I hvert fald ikke i solskinsvejr.

Så hellere rregn og korte eller slet ingen køer.

Tomorrow...

I morgen er det to år siden, at min yngste søn kom til verden. Det er denne uges 3.die storebegivenhed og den som Moren har glædet sig allermest til. Så meget, at jeg har lært den lille skat at vise V-tegn på signalet "2-år".

Han er mit ønskebarn nr. 2
For 2 år siden var to dages mislykket igangsættelse endt med en aftale om infomøder d.20 vedr. kejsersnit der skulle foretages d. 21 eller 22/10. Sådan blev det ikke - midt i al infoen gik det hele igang og det endte med semiakut kejsersnit samme aften. Det var holdets 5. kejsersnit den dag. Jeg synes - at det var det bedste og jeg glemmer aldrig hvor lettet jeg blev da han skreg i vilden sky, eller det første kys jeg gav hans lille, fedtede pande.

I morgen er det 2 år siden. Jeg vidste jo godt, at man kan elske sit barn ufatteligt højt (jeg har jo mit ønskebarn nr.1 gudskelov) - så højt, at man trawler alle de omkringliggende byer tynde for at finde en Elmo-bamse.

I morgen er der familebrunch med alt det du godt kan lide og gaver fra alle os, der elsker dig.

Tillykke lille skat

One down...

two to go.

Svømmehallens fortræffeligheder er afprøvet - med stor succes. Ældstepoden elsker det og det vidste vi jo på forhånd - mindstepoden havde det tilgode. Hans Mor er nemlig umanerligt hysterisk med klor og har haft noget de ligner panikangst ved tanken om hele "skift tøj og bad dig selv og begejstret sprinterpode på glat gulv imellem 50 nøgne mennesker" (ja, jeg er en kylling) har derfor udskudt debuten tilpas længe.

Til alt held gik det over al forventning - og et styks let betuttet bulderbasse var yderst velopdragen og glad både i omklædningesummet og badet - indtil han skulle forlade det lille badekar... til fordel for svømmehallen - men det vidste han jo ikke, han havde jo ikke prøvet det før. Men det lykkedes og han elskede det <3

Tilbagetoget igennem bad og omklædning gik fint - man skulle tro jeg havde prøvet det før. Dog var yngstepoden så træt at han mere lå henover bænken end sad op. Fodrede ham med et par LangeJan og så kunne han  lige holde til turen på den Gyldne Måge og derefter gik turen hjem.

Efter 5 min. i bilen gav han dog op og faldt i søvn. 3,5 timer senere (!) vågnede han frisk og veludhvilet. Indrømmet jeg har overvejet mere end en gang - om ikke vi skal i svømmehallen mere end 1 gang i denne uge ;D

Det der efterårsferienoget...

i ved. Der ikke føles helt som ferie - men snarere som endnu et forsøg på at løbe livet af sig udi børneunderholdning, rengøring man ikke når, hække der ikke bliver klippet, garager og skure der ikke bliver malet osv.

tror i man kan overstå sin dårlige samvittighed på forskud og læne sig tilbage og holde ferie - i ved sådan med ture til LEGOland, Randers Regnskov og svømmehallen? Shoppe lidt mere end planlagt, gå på Restaurant den Gyldne Måge med poderne og stadig holde no guilt-skruen i vandet?

Inkl. fødselsdag for yngste pode, der på forunderlig vis bliver 2år... som i tiden løber og JA det er lykkedes at begge børn har fødselsdag i hver deres ferie. Fantastisk planlægning - ikke.

Nå - tilbage til efterårsferien - der er begyndt. Jeg har ikke nået at gøre rent, hækken er 15% klippet og garagen ser heller ikke maling i år. Men nu har børnene fri en hel uge så jeg tror jeg satser hele butikken og sigter efter ferie uden skyldfølelse....og med ekstra shopping.

Mareridt

til ældstepoden om zombier.  Igen. Nej tak. 

Derfor bad jeg i går min ældste pode om at holde op med at dræbe (imaginære) zombier i stuen unger høje tilråb som "dø zombie - DØØØ......jeg fik den! Mor, jeg pløkkede den tre gange i hovedet - så det eksploderede ud over det hele"....og mere af samme skuffe.

Adddr!

han er 7år og har ALDRIG set The Walking Dead - og jeg ser dem desværre heller ikke pt., da de af uransagelige årsager ikke sender sæson 3 på DR" (but why not?? it´s brilliant I tell you.) 

Jeg er i zombieunderskud... eller det var jeg. Indtil i nat. hvor jeg havde det fæleste mareridt og selv gjorde kål på en 9-10 stykker. Egenhændigt - på klods hold. Jeg skal spare dig for flere detaljer...

Adddr!

Når det så er sagt, så følte jeg mig et kort sekund pænt actionagtig og ditto overrasket over, at jeg klapsede dem som det mest naturlige i hele verden. I drømmen altså. Da jeg endelig vågnede op (1 time efter vækkeuret skulle have ringet) var jeg bare glad for, at det var mig og ikke ældstepoden, der vågnet zombietraumatiseret op. Så gjorde det ikke så meget, at vi var lidt sent på den.