Der er længe, længe til...

Jul altså.
ja det havde du nok gættet. Og du har muligvis også gættet, at jeg - som mange andre - er ved at komme op i stressgear. Pyh der er mange småkager at bage, gaver at købe og sende til fjerne familiemedlemmer inden bestemte datoer, inden de drager imod endnu fjerenere himmelstrøg.

Så jeg er startet i den ene ende - så håber jeg bare, at jeg når til den anden ende inden Jul.

Gavemærker i sølvfavet karton m. hæklet kant

Lidt julepynt til hjemmet, hamaperler

Jeg har verdens bedste veninde...

vi har kendt hinanden "altid" hun og jeg - eller sådan føles det. På den fede måde.
Vi kender hinanden ud og ind, har været med hinanden igennem forelskelser, knuste hjerter, forlovelser, bryllupper, graviditeter, børn og skilsmisse. Altsammen pr. langdistance - fordi vi bor i hver sin ende af Europa. Alligevel er vi pot og pande - kun et opkald væk.

Nu byder universet desværre at vi skal gennem sygdom også. Hendes sygdom. Hun er det mest fantastiske menneske, åben og klog og rummelig - og mange, mange andre gode ting.
Nu er hun blevet alvorligt syg af cancer.

Det er svært at beskrive hvor ondt det gør mig, at hun skal igennem dette her. At hun kan dø fra hendes børn. At vi måske ikke kommer på Oldekolde sammen - som vi planlagde, da vi var 16 år gamle. At hun kan dø fra mig. Egoistisk - måske. men nok en naturlig tanke.

Hun er bange. hvis det var mig, ville jeg også være bange. Skidebange.
Jeg håber hun klarer denne kæmpeudfordring. Jeg håber, at vi allesammen får lov at beholde hende og mest af alt håber jeg, at hun bliver rask. Selvfølgelig.

Det føles, som om der er meget lidt jeg kan gøre fra min ende af Europa. Så jeg har besluttet at gørre som jeg plejer - jeg har købt ind til årets julepakke fra DK. Med kalenderlys, servietter, et dansk dameblad og lidt andet småtteri. Jeg håber det vil fortælle hende, at det nok skal gå - at jeg tror på at hun klarer de strabdse der kommer de næste uger, at hun skal fejre denne Jul og mange flere.

Jeg har verdens bedste veninde - og jeg vil så gerne beholde hende.

Alt det på 1 time...

Dagen er 1 time gammel. Det betyder dog ikke, at den ikke allerede er brugt. Man har bagt boller og sørget for at poderne er affodret med disse. Har vasket sofaen i Rodalon - da yngstens ble ikke kunne holde kaskaderne inde. Dog "kun" tis - men alligevel. Vasker pt. tøj og mindstens dyne, da det ikke gik ram forbi. Syntes selv jeg var vældig klarsynet da tissettrolden blev sat i badekarrat - hvorefter jeg hastigt måtte revidere egne koodinationsevner og såkaldt klarsyn - da han råbte "Moooooar Addddr - pubad", fordi han havde skidt i badevandet (ja jeg vendte ryggen til i 10 sekunder, skyd mig bare). "Ångylds" - sagde det søde lille barn, mens jeg vaskede badekar og badesager i rodalon, skyllede, skyllede efter og genindstallerede yngstepoden i badekarret - dog m. almindelig sæbe. Jeg nåede lige at få skældud over en "Little Big Planet 2" opdatering til PS3-en der gik langsomt (alle ved jo, at det er Mors skyld) og fik så ud af sidebenene at vide, at ældsten foresten har fået en kæreste, der hedder Mille.

Godmorgen.
Nu skal jeg have (mere) kaffe.

Tak..

I dag har jeg været til kaffe hos min fantastiske Farfar. Ham har jeg naturligvis kendt hele mit liv - det siger sig selv. Sådan en time med små historier om de søde Oldebørn - både mine børn og alle de andre børnebørns, om oplevelser fra dengang Farfar var barn om et blommetræ med røde blommer, hvis lige han siden aldrig har set eller smagt.

De små ting der stadig gør hverdagen fantastisk - som den skal være. For det er hverdage der er flest af. Vi taler om, at vi er vores egen lykke smed - at man selv beslutter sig for, at man vil have et godt liv.

Det er en belsutning man tager hver dag, siger han og ser mig i øjnene.

Farfar er på den anden side af 90. Han har set sin elskede blive gammel og dø. Jeg kan godt forstå, at livet måske - selvom det stadig her mange lyse stunder - er begyndt at føles lidt langt og ensomt. Jeg dybt taknemmelig for at have haft ham i mit liv så længe. Jeg håber, at vi kommer til at fejre Jul med ham igen i år, men jeg kunne godt høre på ham at han ikke tager det for givet.

Jeg er meget taknemmelig over at have min fantastiske Farfar.  Jeg ved godt at træerne ikke vokser ind i himlen - at jeg ikke får lov at beholde ham altid og jeg kommer til at savne ham frygteligt den dag han ikke er her mere.

Til den tid vil jeg huske dage som i dag. Farfar ved spisebordet med kaffen og franskbrødet og urets tikken i baggrunden.

Up, Up and?

Jeg har upcyklet mit yndlingstørklæde (nej det stopper aldrig, bær over med mig). Nogle af kvasterne var nemlig faldet af og blevet væk - ups. Og så sneg jeg en enkelt pink kvast ind imellem de andre farver. Det ser fint ud nr man har det på - lidt mere kedeligt når det ligger på bordet..

et lille førbillede =>

og efter:    

                                                               

Mere Upcycling

Her i huset bor en uldspiser.
Den ene kat har en forkærlighed for uld, der desværre kan måles i kr. og ører - og især i hullet tøj.

Som f.eks. denne stakkels cardigan, der har lidt overlast. Og hvad stiller man så op med den slags huller i budgettet? Man griber hæklenålen og kreerer lapper i passende størrelser. Og vupti - så har man en dalmatinercadi - der i det mindste stadig kan bruges derhjemme.

Jeg har hæklet lapperne fast, istedet for at sy dem på. Jeg bilder mig ind, at det kan forhindre maskerne i at løbe. Nu får vi se, om jeg får ret.