og drikker kaffe - ser halvt om halvt et program om Hmong-folkets piger og kaster et tilfældigt blik ud af vinduet.
Genboen træder ud på trappen som så mange gange før.
Hun er +80 måske mere. Hun har den der svajende gange, der viser at hofterne og skuldrene er stive.
Hun er ukuelig - der gå ikke en dag hvor jeg ikke ser hende i vigør. Med kosten/sneskovlen/indkøbsnettet/på cyklen. Flere gange ugentlig går hun ind til den store by som så mange gange før. Der er 6 km. hver vej.
I dag forcerer hun hovedtrappen som så ofte før.
I dag har hun en pizzabakke med ud i skraldrespanden. Det er aldrig sket før.
Jeg føler pludeslig at storbyvaner har invaderet den lillebitte by, hvor jeg bor - hvor genboen har boet i mere end 30 år.
Storbyvaner som jeg savner er pludselig havnet på den anden side af gaden hos en dame på +80
Det tordner og er gråt. Stuen er pludselig mørk.
Pizzabakken ligger trygt og ordentligt i genboens skraldespand.
Mine storbydrømme lever stadig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar