#133 Bøger og søvn

 Jeg aner - til min egen overraskelse og glæde - en stigende hyppighed i disse indlæg. om det bare er mig der har fornøjelse af dem er ligegyldigt. De er mine. vidner om hvad der forgår på indersiden. Vidne om at der foregår noget, hvilket er beroligende og opmuntrende.

Mit humør er bedre og bedre. Søvnmønstret er forbedret omend det fortsat laver nogle svinkeærinder indimellem. Jeg overvejer at bringe min hjerne online igen. hvis man kan formulere det sådan. Det er min intention at læse flere fysiske papirbøger. At skrive flere indlæg om disse og se hvor det fører hen.

Altså udforske hvad det kan - læsning og skrivning - som hjernegymnastik og genoptræning hvis man kan tillade sig at kalde det det - for det "eneste" jeg lider af er almindeligt doom scrolling og extremely short short attention span.

Måske kan det hjælpe flere end kun mig.

Jeg vil gerne genoptræne mit fokus - og jo jeg ved godt at jeg ikke er under 25 længere - men det ER jo en muskel og og hvis jeg nu træner den. Så skal det gerne blive bedre. Lettere at fokusere på at lære nyt. Eller genlære gammelt - alt efter de whims der nu måtte komme ind på lystavlen.

For et par uger siden fandt jeg bogen De Besatte af Elif Batuma for en sølle 10-er i et suåpermarked. Den virker lovende på sin egen lidt finurlige måde og muligvis et par sværhedsgrader over hvad jeg lige kan følge med i pt - men jeg har i hvert fald fået min nysgerrighed vækket - så mon ikke den er startskuddet på min bogrejse.

#132 efterårsferie med mere

Tre uger uden barn/børn - fordi den yngste der ellers er her hver 2. uge skulle være hos sin far jvf. latterlig samværsaftale. Shit et par piv ringe advokater jeg har haft mig - hillemænd. Vælg de ulige uger. uanset hvad. Nå. men det er gået og det er fint. Mit immunforsvar lagde sig ned onsdag i uge 42. Det gik ellers fint med overskud og det hele. Men når og hvis man har været presset benytter kroppen først givne lejlighed til at hvile sig. Uanset hvilke planer man iøvrigt måtte have og således var jeg henvist til at tælle loftsbrædder - hvis ellers de havde bestået af  andet og mere end 2 betonslabs, kunne jeg nok have brugt længere tid på den diversion.

Skakmat. I min egen lejlighed. I min egen krop. Uden nogen andre end det lille pelsdyr, der gjorde det ud for selskab. Jeg fik endda sovet om natten flere nætter i træk. Det var ok, måske en slags hvilen ud ovenpå mere end 4 års hændelser, begge mine forældres sygdom og død, 2 kræftpakke forløb, 2 børn i massiv skolevægring, og selvfølgelig corona midt i det hele og så lige den der skilsmisse.

I morgen kommer yngste mand retur efter de 3 uger og det glæder jeg mig til. Lejligheden er gjort ren, vasketøjet snurrer, jeg er ved at bage knækbrød og har købt noget så kedeligt som sorte sokker. hele 20 par. Kattens filtede pels er ordnet, bilen er på vinterdæk og jeg har tilmed lagt sorte undertrøjer i kurven på Zalando. Ponydyret er blevet luftet adskillige gange i flot efterårsvejr. Luksus.

Nogen vil kalde det trummerum (rideturene undtaget). Men det er et privilegie. Det er mit privilegie. Det er det liv jeg har strikket sammen. Og nu hvor jeg er ved at være landet i det er det tid til at begynde på alt det jeg gerne vil. Som jeg altid gerne har villet. Jeg skal bare lige komme i tanker om 2 ting: hvad det var og hvordan man går igang med noget som man selv gerne vil.

Uden overspringshandlinger og en masse undskyldninger for hvorfor det ikke er en god ide, hvorfor det er for dyrt, umuligt eller hvad det nu er jeg bilder mig selv ind.

 #131 Sommerferie

Første sommerferie efter skilsmisse - det er ikke altid bare sådan lige. Der er meget nyt at forholde sig til - som fx. den samværsordning man er blevet påduttet af en tilfældig dommer, der (som jeg ser det) ikke helt har forstået scenariet.

Men sådan er det når "de voksne" ikke er enige - så kommer der en "fagmand" m/k ind fra venstre og trækker en streg i sandet - deres streg og ikke nødvendigvis en, der giver mening. Den slags kan man ikke stille ret meget op med. Det bliver til en af de mange kameler i skilsmissekaravanen, som man må sluge. 

For os betød det, at al sommerferie planlægning blev besluttet i sidste sekund få dage før skoleferien og den allerede ( i arbejdsregi) planlagte ferie. Så måtte jeg få det til at fungere så godt jeg kunne. 

Heldigvis er det gået godt. Synes jeg. Jeg er i forvejen ikke fan af denne tid på året - jeg får let en udpræget fornemmelse af ensomhed om sommeren. Det har mange årsager. men bottom line er nok, at jeg føler mig alene om at skulle få alt til at ske. 

Jeg vidste 100% at det ikke ville ændre sig "bare fordi" jeg blev skilt. Selvfølgelig bliver der ikke mere tosomhed ud af at vælge en tidligere partner fra. det siger sig selv. men det er en anden ensomhed, når man selv har valgt at være alene. Jeg har planlagt ferien og ført den ud i livet med færre kvababbelser end de seneste mange år. Med handlekraft og overskud og vel at mærke mere overskud end de sidste mange år. Hurra!! Siger jeg bare.

Min forhenværende kernefamilie var præget af, at alle andre end mig trivedes helt utroligt godt som ene og alene storke foran deres egne skærme, dag ud og dag ind. De havde ingen ønsker om, at komme ud af huset/ud i naturen/ud i verden. Overhovedet. Blev noget planlagt alligevel skulle der advares i god tid, stemningen og humøret skulle sættes og holdes - og som regel var der en pæn portion modstand. 

Det var ret ensomt at være den eneste, der havde lyst til at vende sig ud mod verden. Der ville hjemmefra - opleve noget.

Men ikke i sommer. I sommer synes jeg det har været lettere at holde gejsten oppe - jeg synes børnenes begejstring har været lettere at finde og det har min egen gode stemning også. Vi er blevet modigere og mere eventyrlystne, når vi er afsted. Der kommer input og forslag fra de to teens undervejs - og der har været en masse gode oplevelser både af at opleve og af a kunne noget selv. Verden er blevet mere tillokkende og mindre farlig.

Det var bestemt ikke fordi vi ingen modgang mødte undervejs - men den var der overskud til at takle på en god måde og jeg er virkelig glad for denne sommer er gået så godt, som den er. Det kommer ikke skidt tilbage er jeg sikker på.

Pyh ha det har været et langt sejt træk at nå hertil. Men nu er vi snart gennem det første år - og hvis rygtet taler sandt, skulle det falde mere og mere på plads - finde et leje.

Det bliver så godt.

 #130

Vågnede med Pinsesolen kl tidligt, vækket af den før ude- nu indekat - der ikke har konverteret sin lydstyrke til "alle de andre sover før kl 4". Han underholdt således Pilourotti-stemmen, smukt solskin og fuglesang. Derfor sidder jeg nu - kl. 06:43 ved min Fars spisebord med en kop kaffe. Bananpandekagerne er for længst sat til livs. Alt støv er forsøgt fjernet og skraldet er båret ned.

Min højre arm gør ondt. den har jeg overanstreng med en eller anden triviel handling, jeg ikke har kunnet pinpointe.

Mod bedre vidende drikker jeg kaffe, inden jeg bevæger mig ud til min 4 benede hyggepony, der i de seneste år også er konverteret fra stævnehest til en blanding af fysioterapeut og generel terapeut for mig og indimellem for yngstearving (sikke en glæde).

Radiotavsheden på denne kanal skyldes i første omgang min kræftsygdom - der var den "nemme" del af ligningen, i umiddelbar forlængelse min rekreation efter en hysterektomi der var ved at tage livet af mig, bogstaveligt talt. Nå ja og de to ekstra operationer, der kom ud af al balladen.

Den slags kan godt resultere i en livskrise og det gjorde det også for mig. Og med mig, min familie og ikke mindst mine børn.

Nu går vi ind i slutspurten på afslutningen af den familieform der hed kernefamilie - og forhåbentlig finder det hele et leje hvor det bliver lidt lettere at være.

#129

Det er flere år siden jeg sidst har skrevet her. Men på en eller anden måde er det ok.

Jeg kan med stort sandsynlighed ikke recappe hvad der er sket siden sidst. Så det vil jeg lade være med.

Livet er noget andet, end det jeg stor i for 3-4 år siden, hvor mine forældre døde. De døde som fluer, de døde på hver sin måde. De døde langsomt og hurtigt. de døde over 9 måneder og over få uger.

Det var virkelig en rollarcoaster af de store. 

i september 2019 fik min Mor diagnosen galopperende cancer i bugspytkirtlen. Få uger inde i hendes sidste tid fandt jeg selv en knude i det ene bryst og kom i kræftpakkeforløb. I starten får man fortalt, at det i hvert fald sikker ikke er noget alvorligt, at det bare lige er en knude der nok går væk. Så i starten fortalte jeg ikke om det til nogen. Alle havde jo ligesom allerede en sorg på horisonten.

Det første sæt biopsier mislykkedes og skulle tages om. På den måde går der let en månedstid, for biopsier skal vej af et laboratoriet, hvor man skiller knuden ad og kigger på om der nu også er de celleforandringer - som man tror man ser på en scanning.

Scanninger er øjebliksbilleder. De er lige nu og her og de kan ikke vise alt, hvad der foregår i et bryst. Heller ikke når man kun er en lille fin str. 75A.

Så efter biopsi runde 2 og ventetid nr. 2 kommer svaret - det er celleforandringer. I Danmark kalder man det ikke kræft, før de maligne celler breder sig ud af deres tumor. Så selvom man godt kan tro, at man har en godartet knude - så skal den altså fjernes alligevel og det skulle min også. Jeg blev dog i første omgang glemt i systemet og måtte ringe et par gange, før jeg fik en tid til operation. Det er lang tid at gå med uvished - når man finder en knude i november og den først bliver fjernet i starten af februar.

Da knuden bliver fjernet, konstaterer de at den er flækket. Måske under mammografien der var grum, men ingen ved det og inden kan eller vil gætte på hvorfor. Jeg sendes hjem og vente på den næste runde biopsisvar. og her ved jeg kun alt for godt, at det ikke er ovre, før biopsifolkene har set på mine celler under deres afslørende mikroskop. Brystet er ømt og hævet, der er tydeligt en stor blødning derinde.

Biopsisvaret kommer. Der er ikke nok kant rundt om tumoren. Jeg skal opereres igen. To nålebiopsier, en lumpektomi (altså hvor man bare fjerner knuden og bevarer brystet) og med endnu én i horisonten. Mit hjerte synker i livet på mig. Jeg blilver genopereret som 20% af alle der får lavet lumpektomi . Beskeden er efter operationen, at "de fik det hele med og alt ser fint ud".

Jeg tror dem ikke over en dørtærskel. 

Da det sidste biopsisvar i denne omgang kommer er det dog stadig beskeden. De fik det hele med. Meeen jeg skal lige have 15 - nå nej 20 strålebehandlinger - just in case. På det her tidspunkt er det forår. Der er corona. Min Mors cancer har spredt sig yderligere, men hun er mod alle odds i live selvom hendes førelighed er på retur. Tumoren er gået i ryggen. i lungerne, den er i fedtvævet omkring og den er i tarmene. Jeg begynder i strålebehandling. Det er først her, at jeg fortæller min familie at jeg er i kræftforløb.

Jeg holder til 4 strålebehandlinger. Det er afsindigt smertefuldt for mig og jeg vælger derfor at afslutte forløbet. Strålebehandlingen vil med al sandsynlighed flytte mine chancer for aldrig at få kræft i det bryst igen et par %. Strålerne vil for altid stjæle førlighed og lungekapacitet plus de smerter der følger med et stråleskadet væv.

I den lange gang på Sygehus syd i Aalborg sad jeg hver dag i de 4 dage på en plastikstol og ventede på at komme i strålekanonen. jeg sad der sammen med alle de andre, der af forskellige årsager fik samme tur eller det, der var værre.

Gangen er lang og smal og skråner ned mod den nyere del af kælderen. Alle og jeg mener alle, der kommer ind - kommer lige forbi køen af strålepatienter, der sidder på række. Som pølser på et samlebånd. Nogle med tørklæder på deres skaldede hoveder, tomme øjne, glansløs hud og sorgen malet i ansigtet. Andre med et jaget blik. Der var ikke adgang for pårørende - så der sad alle alene og ventede. 

Der er ikke noget privatliv og der er heller ikke ret meget omsorg fra de ansatte. Det er efter min bedste overbevisning en hindring for ens mulighed for at blive rask, at man skal udholde at være sat på en art præmatur lit de parade dag efter dag, uge efter uge midt i den krise, som alvorlig sygdom er.

Også var jeg jo ikke engang syg-syg.

Det var bare celleforandringer. belastningen ved uvisheden og de mén man får af behandlingen however. Det skal man ikke spøge med.

Kræftforløb og behandlinger er meget individuelle. Vi kan ikke allesammen holde til den skabelon der ligger klar hos onkologerne. Det her var første gang jeg mødte muren i form af en bahandling jeg ikke kunne holde til.

Jeg valgte behandlingen fra. Min Mor bakkede mig op - hun ville have gjort det samme. Det betød og betyder meget. 

 #128 en ulykke kommer sjældent alene

Denne overskrift skrev jeg d. 25 september. men der var jeg ikke klar til at publicere noget som helst - jeg havde ikke sovet ordentligt i 10 dage og meget andet godt.

 Den dag var det 10 dage siden min yngste søn blev indlagt med alvorlig sygdom. Det var tirsdag d. 15, det var med ambulance, det var uventet og det var rockerhårdt. 

Vi havde allerede et alvorligt sygdomsforløb for fuld udblæsning, for ugen før om tirsdagen fandt jeg min Far - han var faldet og havde ligget på gulvet i 5-6 timer. Han var derfor blevet indlagt - herfra blev han stort set prompte udskrevet til genoptræning på aflastningsplads, til trods for at han i løbet af ganske få dage mistede mere og mere førlighed og også evnen til at tale i hele sætninger. 

Bedst som han bliver flyttet fra en aflastningsplads på et plejehjem - til en plads på neurologisk afdeling - bliver vi indlagt. Til at begynde med på samme hospital - dagen efter bliver min søn og jeg overflyttet til et andet hospital.

Jeg behøver ikke nævne corona og alle de udfordringer det medførte i sig selv. Vel?

Fra min far blev indlagt på neurologisk til vi kom hjem gik der en lille uge. Fra vi kom hjem fra hospitalet til min Far døde, gik der lidt over en uge.

Min Mor døde i Juni efter et kræftforløb hvor vi i et lille års tid vidste hvad der foregik. Mor blev fysisk svækket - men vi kunne tale med hende næsten helt til det sidste.

Min Far døde i oktober efter et kort sygdomsforløb hvor vi ikke anede hvad det handlede om - vi kunne bare se ham forsvinde for øjnene af os. Fysisk og sprogligt.

Der var knap 4 måneder mellem de to dødsfald.

Alt det vi troede var Mors sidste, Jul - påske - Fødselsdag - You Name it - det var pludselig også min Fars sidste. Og vi vidste det ikke. Han vidste det ikke - og Mor vidste ikke, at det også ville slutte for Far. 

To så fundamentalt forskellige forløb - i forlængelse af hinanden. 

Det er ikke til at forstå, at de ikke er her mere. Vi havde knap taget hul på sorgen over min mor - da Fars sygdom kom buldrende. og nu er de begge to væk.

I søndags sad min ene bror og jeg til Allehelgens Gudstjeneste og lyttede til listen over afdøde - og den dag blev begge vores forældres navne læst op. Præsten var så omsorgsfuld at nævne dem sammen. Det synes jeg var helt utroligt pænt af ham.

.Aldrig har jeg følt mig så alene. Nu er vi 2 generationer tilbage. os og vores børn. Vi har aldrig været under 3 generationer samtidig. 

Det er vi nu i vores lille ramponerede gren af familien.

 #127  krise nr. 127? eller måske føles det bare sådan?

Vi er allerede et par måneder længere fremme siden sidste indlæg. Mere end 2. Der er stadig corona i omløb og der er stadig hverdagsudfordringer og der er stadig bølger at surfe på eller knivsægge at balancere på i det her liv der er mit. Det er nok bare sådan det er. Livet holder aldrig pause.

Derfor fortsætter jeg efter bedste evne med at takle de her hverdagsagtige ting. indimellem en efter en og andre gange bare sådan lettere kaotisk - alt-på-en-gang-agtigt. For sådan er livet også - alt muligt mærkeligt sker, når man mindst venter det og når man mest venter det og det kan jo uden problemer (for nogle) være samtidig.

På den lyse side, så har jeg i dag haft den udsøgte fornøjelse at træne tysk med den 15-årige. Det gik overraskende let. Hans sprogtalent er enormt og tilsyneladende er han ved at få øjnene op for, at den lille metode jeg har udtænkt (for at forbedre hans evner i dansk og tysk) kan klares med en enkelt træningssession om dagen, 4-5 dage om ugen jo jo - men ikke i uoverkommeligt lange perioder.

Aftalen er, at han skal læse et kapitel i en valgfri bog hver aften. Han skal skrive et lille kort resumé af det kapitel og når han har gjort det - så oversætter vi det til tysk sammen.

Indtil videre er vi begge to overbeviste om vores koncepts genialitet.... og jeg forudser, at selvom vi ikke når 5 gange hver uge, så har denne metode et potentiale til at træne hans læsefærdigheder på dansk og dermed gøre ham hurtigere, resuméerne vil træne hans evne til at komprimere en tekst og trække det essentielle frem og sidst men ikke mindst vil det udvide hans ordforråd på tysk og give ham større sproglig selvtillid.

Håbet er lysegrønt.