Og i slutningen...

Af min Mormors liv var der ikke nogen ord, men der var handling... hun fik en blodprop i det ene ben - en stor og smertefuld én - men hun sagde ikke noget. Hun klagede sig ikke - hun var en Dame til det sidste. De fandt selvfølgelig ud af det - på plejehjemmet og fik hende indlagt. Men benet var allerede dødt - der var ingen anden udvej end amputation ved hoften - eller at hun afventede det uundgåelige. At resten af kroppen ville dø også. Det sker jo. Også i 2012 - også selvom man tror at lægerne kan så meget i dag. Mormor valgte at dø. Hun levede lidt over 1,5 døgn efter den første blodprop og nåede at sige farvel til sine døtre.

Af en eller anden årsag valgte hun at dø mens jeg var der... altså sammen med min Mor og hendes søstre. De troede ikke det ville gå gå hurtigt - men det tog kun få minutter fra hendes vejrtrækning blev besværet til det var slut. Jeg har aldrig set nogen dø før. Jeg har aldrig før holdt nogen i hånden mens de døde. Det har jeg nu. Det var stille og fredeligt, udramatisk og rigtigt. Mormor ville ikke mere - hun savnede min Morfar. Hun blev 88år.

Så.. der stod jeg med armen om min Mor og holdt min Mormor i hånden - mens min Mor som en anden lille pige hvisker "Hils Far".

I begyndelsen var ordet...

Eller.. der var flere af dem, de kom hyppigere, af sige selv - uinviteret eller indbudt, i hobetal, sammen, i flok, i horder. Eller alene. Og lang tid er de så slet ikke kommet til mig. Det er ikke fordi jeg ikke har vidst hvad jeg gerne ville sige - men nogle gange opdager man, at man ikke har nogen taleret - at andre leverer al den tale man havde forestillet sig måske ville være kommet fra én selv. Jeg opdagede, at selvom jeg til sidst fandt mig selv for enden af et ægteskab, så var min trang til at skrige overskygget af ønsket om at holde en nogenlunde sober tone i den dialog vi ikke kan undgå - om børnene...om de to mennesker der ikke har valgt at Far og Mor ikke længere er kærester, at vi ikke længere bor sammen.

Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle blive den der bad andre familiemedlemmer holde en sober tone, at jeg skulle være den, der løftede øjenbrynene misbilligende, når sætninger som "nu er du i det mindste fri for...." lød.
 ............som om man nogensinde bliver fri af hinanden når man har 2 børn.

Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg skulle krydsforhøres, af venner og bekendte - der ikke mente jeg havde holdt ud længe nok. "Man går ikke fra hinanden når børnene er under 18mdr." Nå ok, den regel kendte jeg så (heller) ikke...

At man midt i dit og mit og ikke længere vores blandt andet er nødt til at danne fælles front med den ikke længere bedre halvdel, mens familiemedlemmer i 2. og 3. led hyyyyler deres sorg over vores skilsmisse ud, eller gylper den ud imellem sideben og linier hvorend muligheden byder sig.

Jeg gætter på, at dem der udadtil har reageret mest fornuftigt og mindst følelsesladet på alt det her - er han og jeg. Overraskende - men i virkeligheden måske et godt udgangspunkt for vores fremtidige samarbejde om vores guldklumper.

Dryspell i Macland

Jo tak - min Mac gik kold for en uges penge siden. Eller - en uges penge kan nok ikke gøre det, når vi snakker sort skærm på en Mac.... det er nemlig så snedigt, at når grafikkortet dør i sådan én - så skal der nyt Motherboard i. Sådan et koster i omegnen af 7-8000,- .......det er nok derfor det hedder en Macbook Pro...meget proff at tvinge kunden ud i sådan nogle "småreperationer" eller noget.

Nå, men på umanerlig heldig vis gik det meget bedre end den slags plejer at gå - for mig i hvert fald...og det viste sig, at fordi en eller anden underleverandør havde f*cket nogle chips op - så var min aldrende Mac dækket af en udviddet garanti og den vendte således tilbage til livet og mig i går.

Glædelig forjul! tænkte jeg, for det er da den dyreste og bedste før-julegave jeg har fået i år.

Gud tager de bedste først..

det gør han - som Maren skriver her
Eller måske ikke altid først, men bare før eller siden.

Sidste år tog han min Farmor med.... D.1 september 2010 præcis kl. 12.00 meget betænksomt af ham at være så punktlig at man aldrig glemmer hverken tidspunktet eller dagen. Den først efterårsdag - og så var den ovenikøbet ufatteligt smuk med høj sol og blå, blå himmel...90 år blev hun. Åh hvor er det dog svært at miste en man elsker så højt.

Tænk at der er gået et helt år. Det er et år siden, jeg kyssede hende farvel og bagefter tænkte - på gensyn. For mig vil du aldrig dø. Og jeg kan heldigvis stadig høre hende - og nogle dage, der er hun her stadig... det er jeg sikker på.

I går var det et år siden og kl. 12 slog uret i hendes og Farfars stue. Men det slog ikke 12 slag. Det slog bare ét eneste slag.

Pilskadde og Paddehatte

De første hæklerier slap jeg heldigt fra...

Pilskadden følger nogenlunde opskriften fra Virka Amigurumi fra Panduru. Paddehattene er til gengæld håbløst improviserede. Typisk mig i virkeligheden at finde på hen ad vejen.

Puttepose til autostolen

Sådan en må man have når man får en baby i oktober - og den var uden al tvivl noget af det allerbedste babyudstyr til den nyfødte - det var bare SUPER ikke at skulle hive det lille pus ind og ud af diverse dragter!

Men først må man have en plan....


erhmm nå nej - nu er jeg ikke typen der altid har en plan når jeg kaster mig ud i et kreaprojekt - for mig er der en stor kreativ frihed i bare at kaste mig ud i projektet og tager det lidt som det kommer. Selvfølgelig har jeg tænkt en tanke eller 2 inden jeg starter - men en færdig plan foreligger der stort set aldrig..

og så kan man jo altid flikke en vejledning sammen bagefter...

Things to do with the Familytree - when they are dead...

Nej - det er ikke verdens bedste eller mest følsomme overskrift - so sue me...

Jeg har påtaget mig en opgave - eller rettere min Far har påtaget mig den opgave, hvordan han så bar sig ad med at synes at når det var ham pålagt af hans Far, så skulle opgaven naturligvis arves af ældstebarnet i næste led også og hvorfor ikke komme igang med at dele arven ud med det samme?

Derfor er det nu min opgave at lægge familietræet online. Jow jow jeg gør det gerne - en er vel historiker af uddannelse og noget skal den jo bruges til - så hvorfor ikke slægtsforskning? Ikke at jeg har noget som helst begreb om slægtsforskning eller de onlineredskaber der dertil hører. Så vanen tro tænkte jeg Google is Your friend og afsted det gik. Troede jeg. Indtil videre kan imponaden dog lille på et enddog meget lille sted.. for det eneste jeg har fundet af råd idtil videre er what not to do og det er da bare ikke pædagogik på et plan jeg kan bruge. SLET ikke, når things to do af uransagelige grunde ikke figurerer på hjemmesider der foregiver at ville hjælpe sagesløse nybagte slægtsforskere in spe med at komme igang.

Så her sidder jeg med et helt familietræ - borgstaveligt talt er anehistorien indbundet i i træ - billede følge, det er et løfte - men mangler et kvalificeret program at taste oplysningerne ind i.

Gode dyr er selvsagt rådne - for jeg vil allerhulans gerne starte med et program og så ikke opdage, at noget andet bare er laaangt bedre på den lange bane - og lets face it - forhåbentlig bliver familiehistorien længere også på den fremadrettede bane.