lørdag den 20. juni 2020

#126 Krise

Som jeg har skrevet om har vi været ramt af sygdom i den nærmeste familie. Nu er det uundgåelige sket. Min Mor er død. Mine børns Mormor er her ikke mere. Min fars hustru gennem knap 50 år er borte og sådan kunne jeg blive ved. min Mor var meget for mange og savnet er stort.

Vi har allesammen mistet et menneske vi holdt uendeligt meget af - vi savner hende allesammen på hver vores måde og vi kendte allesammen en lidt anden version af hende, end hinanden - for ikke to personer oplever det samme ens. Så meget har jeg da lært.

Det er afgrundsdyb sorg. Det er ingen trøst at døden er kommet krybende ligeså langsomt. Det rammer mig når jeg mindst venter det og ligenu er det selvfølgelig råt og hårdt og vi har knap nok erkendt at Mor aldrig kommer tilbage.

Jeg skal aldrig tale med hende mere. Aldrig høre hendes stemme og aldrig give hende flere kram. Og det hader jeg. Det gør mig uendeligt trist at jeg ikke kan ringe hende op og at hun ikke kommer til at svare mig på sms´er eller at hun ikke længere er hjemme, når jeg kigger forbi hvor hun boede sammen med min Far.

Der vil ikke være flere hjemmebagte birkes eller brunsvigere og der vil ikke blive forkælet børnebørn hos Mormor og Morfar på samme måde. For hun er der ikke mere.

Jeg var heldig, at jeg nåede til et godt sted med min mor - for vi var enten alt for forskellige eller alt for ens til at komme overens bare sådan uden videre.

Det tog os mange år at nå til fælles fodslag. Til gensidig tolerance og forståelse og gensidig respekt. men vi nåede det og hvor var det godt - selvom det er trist at vi ikke nåede dertil noget før. Men sådan blev det. Heldigvis var vi nået så langt, før min Mor blev syg - så vi vidste begge at nu gjalt det virkelig om at bruge tiden godt så det gjorde vi.

Så godt vi kunne og som der nu kunne blive tid og plads til - for vi var jo som sagt mange, der holdt af min Mor.



tirsdag den 14. april 2020

#125 Krise how NOT to...

Corona-konfliktniveau målt på Richterskalaen: 9,5
Støjniveau: pt lavt (jeg har næsten ingen stemme tilbage) - for 60 minutter siden +100DB
Antal teenagere billigt tilsalg: 1
Antal dansklærere der bortgives: 1
Overskud: 0
Tip: man skal ikke presse en, der i forvejen er presset.
Antal gange det tip er overskredet i dag: min. 2 -
ekstra tip: bare lad være.
Det var bare det.

mandag den 13. april 2020

#124 en Krise-how to

Godt.

Jeg er som mange andre ved at være en lille bitte smule påvirket af, at livet ikke helt er som det plejer lige for tiden.

der er selvfølgelig corona situationen, der påvirker de fleste i større eller mindre grad og så er der alt det andet - der for mit vedkommende stikker noget dybere.

Ikke fordi jeg vil forklejne corona på nogen måde - men man får et andet perspektiv, når man har et af disse brusch ups with Life - hvor man bliver mindet om sin egen og andres dødelighed.

Det er rimeligt ligetil at pinpointe hvad det er, der er hårdt: det er uvisheden, det er savn på forskud (ja det er åbenbart en ting), sørge over ting der var og ting der aldrig bliver og så er der helbredbekymringer, bekymringer over teenagerens pt manglende femdrift - sådan i store træk. Så ja -- jeg er lidt mere presset end jeg plejer. Og det har jeg ikke rigtigt råd til at være - i hvert fald ikke hele tiden. For som i ved, har jeg ingen planer om at få stress igen. Ikke hvis jeg kan undgå det.

Så.

Spørgsmålet er: hvordan manøvrerer jeg i det her? For min lunte er bare lige lidt kortere, end den plejer. Hvad giver mig den der følelse af fred, som man indimellem kan have i kroppen og hovedet. Hvordan giver jeg mig selv de allerbedste betingelser for a komme godt igennem alt det her?

og det skal ikke handle om sport og sund kost - for det er ikke der der ligger et uopdaget potentiale, der venter på at blive realiseret.

I efteråret da vi fik besked på, at der var alvorlig sygdom i nærmeste - og jeg selv fik et par rap over nallerne taklede jeg det ved at bingelytte lydbøger. Det var nødvendigt at være afledt når jeg skulle sove eller når jeg kom til at tænke for meget over tingene. Det virkede for mig i den der helt akutte peiode, hvor man af al magt forsøger at blive stående på surfbrædtet selvom der er vindstød af orkanstyrke. Men det har ikke længere nogen effekt. min hjerne blev hurtigt alt for god til at lukke af og koncentrere sig - også selvom jeg forsøgte at drukne det fokus i støj.

Nu står jeg her igen, på min lille surfbræt og ved, at jeg er nød til at være klar, når de næste bølger eller storme kommer - men jeg er nød til at genopfinde den dybe tallerken igen igen.


mandag den 30. marts 2020

#123 den der surdejstrend...

Jo jo - jeg er også med på den.

Men jeg må jo lave en fejl - måske flere.

For det fungerer ikke helt som planlagt og måske er det fordi jeg har for mange corona-jern i ilden?

Jeg har nemlig i min stue forspiret tomater, ærter, majs og meget andet godt. Og muligvis er klimaet lidt for regnskovsagtigt? For der var flyttet nogle små banan-fluer ind. De skelnede tydeligvis ikke så hårdt mellem bananer og tomater. Men heller ikke mellem tomater og surdej. Bananfluefælden gik de klogeligt HELT udenom.

Desværre havde et par af dem fundet på, at det enten kunne være sjovt at:

1: blive til surdej
2: begå selvdestruktion v. surdej
3: spise surdej og uheldigvis falde i og drukne....

I alle tilfælde er jeg nu på surdej nr. 2.

Imellemtiden er banan/tomatfluerne kommet i tanker om, at de bedre kan lide min banafluefælde med saftevand.

Så måske kommer jeg i mål en dag.

#122 i disse mærkelige tider....fredag d. 27/3

Jeg sidder pt på min hjemmearbejdsplads / ved mit eget skrivebord. Det er i en lille mellemgang - vs alle der kommer ind ad hoveddøren skal bagom - alle der skal på toilettet skal bagom, jo jo jeg er en central figur i vores planløsning pt.

Helt ufrivilligt altså. Så her sidder jeg og kan egentlig løse ca. 90% af de opgavetyper jeg normalt har - men jeg kan naturligvis også hjælpe andre kontorer af vores med tilsvarende opgaver. Så det er jo fint nok.

Det lykkes sådan set også at arbejde i de ca. 7,5 time om dagen. Så på den måde synes jeg det går ok - alt det her karantæne halløj. Meeeen nu synes jeg godt vi kan begynde at mærke på børnene, at de trænger til at lave noget andet, end at sidde på skolebænken med Mor og Far og ingen  (eller næsten ingen) kontakt til hverken lærere eller klassekammerater.

Så nu sidder jeg her mutters alene. Mand og børn er sendt i skoven og få lidt sol og frisk luft. Der er en opvaskemaskine der kører og en eller to katte der snorker, samt selvfølgelig lydene udefra. Men ikke andet og overvejer - hvordan søren jeg skal klare at administrere deres - måske - kommende coronakuller.

Min egen kuller takler jeg ved at lave praktiske opgaver og ved at dyrke sport som jeg plejer. Haven har også fået en overhaling og der er masser at tage fat i derude - men ikke rigtigt noget man kan sætte børn til, synes jeg.

Så det er godt, det snart er weekend. For de trænger til det.

søndag den 22. marts 2020

#121 den kringlede vej gennem stress og ud på den anden side

I begyndelsen var hele mit system i alramberedskab. hele tide, 24/7. Kriblen i kroppen, brændende fornemmelse under huden, virkelig dårlig søvn, en fornemmelse af at kroppen blev tung eller helt paralyseret - når de var selv det mindste krav at leve op til.

Jeg skal prøve at beskrive, hvordan jeg kom på den anden side af det - eller igennem det eller side om side med den stress. I grove træk blev min opskrift denne:

Forenklet hverdag/ro
God kost
Noget jeg elsker at lave

Jeg trak mig fra stor set alt. Alt det jeg ikke kunne oversku blev sorteret fra - og det var ret meget. Vi havde ikke gæster, vi var ikke med til familiefester - eller også var mand og børn afsted uden mig, eller vi var der meget kort og kørte igen. Det var helt essentielt at jeg ikke blev overbelastet igen.
Jeg har nok altid troet, at jeg var god til at sige fra - men jeg kan bare konstatere at jeg er blevet virkelig god til det nu. For folk vil jo en det bedste - de vil socialisere og snakke og tærske langhalm på det ene og det andet. Det var bare for meget snak og for lidt hjælp eller handling. Så jeg blev hjemme - passede min hobby og familien - sådan det helt basale.

Det gik ret hurtigt op for mig, at det var vigtigt ikke at få det værre. Jeg var jo sygemeldt - så arbejdsdelen af det var på pause for en kort stund, omend sygedagpengesystemet gør sit til at man desværre ikke får den ro, som man efter min opfattelse bør have.

Jeg fik desværre ikke taget et bredt blodprøvepanel. Det tror jeg kunne have hjulpet mig meget dengang. Det ville have været en hjælp at vide, m jeg manglede noget - vitaminer/mineraler. det er ikke usandsynligt at det også spillede ind, men det finder jeg aldrig ud af.

Det var ret tydeligt for mig at kroppen faktisk var hårdt presset, af søvnmangel og af at have været i alarmberedskab i alt for lang tid. Så jeg begyndte med at spise ting, der understøtter immunforsvaret. ikke noget fancy - en vitaminpille om dagen og ekstra c-vitamin. Det er der ikke meget hokuspokus i.

Det var sådan en helt lavpraktisk logik jeg fulgte: hvis kroppen og psyken skal trives - så må der nødvendigvis fyldes noget på, der fremmer den trivsel. Jeg kan ikke huske om jeg skar ned på kaffe. Det er knap så vigtigt tror jeg, som at jeg faktisk fik fyldt nogle sunde byggesten på systemet - for ellers var der jo ikke noget at "renovere" den stressramte krop med.

Der gik ret lang tid, før jeg begyndte at få lidt ro på kroppen. Det var først efter 6 ugers sygemeldig at jeg begyndte at have små tidlommer på 10-20-30 minutter, hvor hjernen ikke bare galopperede derudaf.

Men det skete ikke hvorsomhelst. Det skete der, hvor jeg har det allerbedst - nemlig på ryggen af en hest. Den korte tid deroppe (ca 30 min. 4-5 gange om ugen) blev nøglen til at min hjerne kunne fokusere på kun EN ting adgangen igen. Det skete først efter 6 ugers sygemelding - så man må væbne sig med det, man har allermindst af: tålmodighed. Tålmodighed med sig selv. Accept af, at det her går i det tempo det nu engang går i. Og erkendelse af, at hvis jeg forcerer noget - så bliver det med al sandsynlighed værre.



lørdag den 21. marts 2020

#120 still later

2 år og 5  måneder senere plus/minus nogle dage...

Der er rendt en del vand under åen. Jeg er i samme job, børnene går i skole og den slags trivialiteter.
På den front har vi ikke haft de vilde udsving.

Selvom der har været udsving nok og vi absolut ikke har brug for flere - men det er der jo ingen der har i disse virus-tider.

I ultrakorte træk var 2018 et udemærket år, lidt vel meget pres på jobbet pga oplæring af ny kollega og ekstra mange arbejdsopgaver og en chef der ikke mente, at der var noget at pive over. Det gjorde jeg nu heller ikke. Alligevel - eller måske derfor, fik jeg stress. Jo jo, jeg havde sagt fra - der var bare ingen der lyttede, før det var for sent.

Min krop gik fuldstændigt i udu. Jeg havde det, som om der var ild i mit ansigt. Der var hjertebanken og svedeture. Min krop var udmattet og skrækslagen og ilter ogstøjfølsom og træt. Alt på en gang. Min hjerne kunne ikke overskue ret meget. Små hverdagshandlinger blev uoverstigelige udfordringer. jeg kunne ikke huske folks navne, der kom forkerte ord ud af min mund - det var ganske enkelt virkelig ubehageligt.

Jeg var fuldtidssygemeldt i ca. 8 uger før jeg begyndte igen på deltid. Havde kommunen ikke været så utroligt dumt indrettet - var jeg måske blevet hjemme lidt længere - men det var vigtigt for mig atjeg ikke endte i en af deres rædsels-karusseller. Så jeg lagde ud med o timer dagligt tre dage om ugen. Det var bestemt ingen succes. Aldrig har jeg været så presset på min hjernekapacitet før. ALDRIG. og den fejler ellers ikke alverden, tør jeg godt sige. Men det gjorde den i den sensommer og det efterår.

Jeg gik i stå. Der var ingen tanker i mit hovede, som kunne bruges til noget på job. Jeg kunne åbne en e-mail - men jeg kunne ikke læse den. Alt med en længde over to linier var ulæseligt. Sløret, hang ikke sammen. Det var vildt skræmmende.

Min chef havde ingen somhelst ide om, hvad hun skulle stille op med mig, så hun gav mig en ret stor tasteopgave, som havde en deadline indenfor 2 måneder. Det kunne jeg ikke overskue.

Jeg blev sygemeldt på fuld tid igen og indså ret hurtigt, at jeg ikke skulle tilbage til den arbejdsplads. Men heldigvis har vi mange kontorer og heldigvis kunne jeg blive flyttet til et meget velfungerende kontor, hvor jeg kunne sidde og passe mig selv uden at indgå i andre opgaver, end dem jeg selv ville og ikke mindst kunne løse.

Det var helt utroligt ensomt, for folk kan jo ikke se på en, at man er syg. De kan ikke se, at ens hjerne står helt stille, eller at man er ved at omkomme afskræk. Folk siger. du skal bare sige til - men det er ingen hjælp, når man ikke kan sige et eneste ord.

Det tog tid at komme i gear igen. Det var en underlig oplevelse at kunne håndtere nogle opgaver men ikke andre. Heldigvis fik jeg lov at tage det hele i mit eget tempo. Jeg var oppe på fuld tid igen efter en måned det nye sted, men det tog yderligere ca to måneder før jeg var nogenlunde i omdrejninger og kunne løse alle opgaver også under pres. Der er masser af pres i turistbranchen, så det var lidt af en bedrift.

Der er nogle områder, der nok aldrig bliver helt det samme - men der er også nye ting jeg kan, som jeg ikke har kunnet før. Så - der er lidt gynger og karuseller over sådan en omgang.

Jeg er blevet helt utroligt god til at sige fra. Til at si fra - til ikke at tage flere opgaver end jeg kan - til ikke at presse mig selv eller lade andre presse mig over evne. men det er en kunstart. Der er ikke rigtig nogen, der kan hjælpe en på vej. Ingen stressforløb er ens.

Jeg ved godt, at det er et langt indlæg - men jeg håber det måske kan hjælpe bare en.