tirsdag den 3. november 2020

 #128 en ulykke kommer sjældent alene

Denne overskrift skrev jeg d. 25 september. men der var jeg ikke klar til at publicere noget som helst - jeg havde ikke sovet ordentligt i 10 dage og meget andet godt.

 Den dag var det 10 dage siden min yngste søn blev indlagt med alvorlig sygdom. Det var tirsdag d. 15, det var med ambulance, det var uventet og det var rockerhårdt. 

Vi havde allerede et alvorligt sygdomsforløb for fuld udblæsning, for ugen før om tirsdagen fandt jeg min Far - han var faldet og havde ligget på gulvet i 5-6 timer. Han var derfor blevet indlagt - herfra blev han stort set prompte udskrevet til genoptræning på aflastningsplads, til trods for at han i løbet af ganske få dage mistede mere og mere førlighed og også evnen til at tale i hele sætninger. 

Bedst som han bliver flyttet fra en aflastningsplads på et plejehjem - til en plads på neurologisk afdeling - bliver vi indlagt. Til at begynde med på samme hospital - dagen efter bliver min søn og jeg overflyttet til et andet hospital.

Jeg behøver ikke nævne corona og alle de udfordringer det medførte i sig selv. Vel?

Fra min far blev indlagt på neurologisk til vi kom hjem gik der en lille uge. Fra vi kom hjem fra hospitalet til min Far døde, gik der lidt over en uge.

Min Mor døde i Juni efter et kræftforløb hvor vi i et lille års tid vidste hvad der foregik. Mor blev fysisk svækket - men vi kunne tale med hende næsten helt til det sidste.

Min Far døde i oktober efter et kort sygdomsforløb hvor vi ikke anede hvad det handlede om - vi kunne bare se ham forsvinde for øjnene af os. Fysisk og sprogligt.

Der var knap 4 måneder mellem de to dødsfald.

Alt det vi troede var Mors sidste, Jul - påske - Fødselsdag - You Name it - det var pludselig også min Fars sidste. Og vi vidste det ikke. Han vidste det ikke - og Mor vidste ikke, at det også ville slutte for Far. 

To så fundamentalt forskellige forløb - i forlængelse af hinanden. 

Det er ikke til at forstå, at de ikke er her mere. Vi havde knap taget hul på sorgen over min mor - da Fars sygdom kom buldrende. og nu er de begge to væk.

I søndags sad min ene bror og jeg til Allehelgens Gudstjeneste og lyttede til listen over afdøde - og den dag blev begge vores forældres navne læst op. Præsten var så omsorgsfuld at nævne dem sammen. Det synes jeg var helt utroligt pænt af ham.

. Aldrig har jeg følt mig så alene. Nu er vi 2 generationer tilbage. os og vores børn. Vi har aldrig været under 3 generationer samtidig. 

Det er vi nu i vores lille ramponerede gren af familien.

mandag den 7. september 2020

 #127  krise nr. 127? eller måske føles det bare sådan?


Vi er allerede et par måneder længere fremme siden sidste indlæg. Mere end 2. Der er stadig corona i omløb og der er stadig hverdagsudfordringer og der er stadig bølger at surfe på eller knivsægge at balancere på i det her liv der er mit. Det er nok bare sådan det er. Livet holder aldrig pause.

Derfor fortsætter jeg efter bedste evne med at takle de her hverdagsagtige ting. indimellem en efter en og andre gange bare sådan lettere kaotisk - alt-på-en-gang-agtigt. For sådan er livet også - alt muligt mærkeligt sker, når man mindst venter det og når man mest venter det og det kan jo uden problemer (for nogle) være samtidig.

På den lyse side, så har jeg i dag haft den udsøgte fornøjelse at træne tysk med den 15-årige. Det gik overraskende let. Hans sprogtalent er enormt og tilsyneladende er han ved at få øjnene op for, at den lille metode jeg har udtænkt (for at forbedre hans evner i dansk og tysk) kan klares med en enkelt træningssession om dagen, 4-5 dage om ugen jo jo - men ikke i uoverkommeligt lange perioder.

Aftalen er, at han skal læse et kapitel i en valgfri bog hver aften. Han skal skrive et lille kort resumé af det kapitel og når han har gjort det - så oversætter vi det til tysk sammen.

Indtil videre er vi begge to overbeviste om vores koncepts genialitet.... og jeg forudser, at selvom vi ikke når 5 gange hver uge, så har denne metode et potentiale til at træne hans læsefærdigheder på dansk og dermed gøre ham hurtigere, resuméerne vil træne hans evne til at komprimere en tekst og trække det essentielle frem og sidst men ikke mindst vil det udvide hans ordforråd på tysk og give ham større sproglig selvtillid.

Håbet er lysegrønt.

lørdag den 20. juni 2020

#126 Krise

Som jeg har skrevet om har vi været ramt af sygdom i den nærmeste familie. Nu er det uundgåelige sket. Min Mor er død. Mine børns Mormor er her ikke mere. Min fars hustru gennem knap 50 år er borte og sådan kunne jeg blive ved. min Mor var meget for mange og savnet er stort.

Vi har allesammen mistet et menneske vi holdt uendeligt meget af - vi savner hende allesammen på hver vores måde og vi kendte allesammen en lidt anden version af hende, end hinanden - for ikke to personer oplever det samme ens. Så meget har jeg da lært.

Det er afgrundsdyb sorg. Det er ingen trøst at døden er kommet krybende ligeså langsomt. Det rammer mig når jeg mindst venter det og ligenu er det selvfølgelig råt og hårdt og vi har knap nok erkendt at Mor aldrig kommer tilbage.

Jeg skal aldrig tale med hende mere. Aldrig høre hendes stemme og aldrig give hende flere kram. Og det hader jeg. Det gør mig uendeligt trist at jeg ikke kan ringe hende op og at hun ikke kommer til at svare mig på sms´er eller at hun ikke længere er hjemme, når jeg kigger forbi hvor hun boede sammen med min Far.

Der vil ikke være flere hjemmebagte birkes eller brunsvigere og der vil ikke blive forkælet børnebørn hos Mormor og Morfar på samme måde. For hun er der ikke mere.

Jeg var heldig, at jeg nåede til et godt sted med min mor - for vi var enten alt for forskellige eller alt for ens til at komme overens bare sådan uden videre.

Det tog os mange år at nå til fælles fodslag. Til gensidig tolerance og forståelse og gensidig respekt. men vi nåede det og hvor var det godt - selvom det er trist at vi ikke nåede dertil noget før. Men sådan blev det. Heldigvis var vi nået så langt, før min Mor blev syg - så vi vidste begge at nu gjalt det virkelig om at bruge tiden godt så det gjorde vi.

Så godt vi kunne og som der nu kunne blive tid og plads til - for vi var jo som sagt mange, der holdt af min Mor.



tirsdag den 14. april 2020

#125 Krise how NOT to...

Corona-konfliktniveau målt på Richterskalaen: 9,5
Støjniveau: pt lavt (jeg har næsten ingen stemme tilbage) - for 60 minutter siden +100DB
Antal teenagere billigt tilsalg: 1
Antal dansklærere der bortgives: 1
Overskud: 0
Tip: man skal ikke presse en, der i forvejen er presset.
Antal gange det tip er overskredet i dag: min. 2 -
ekstra tip: bare lad være.
Det var bare det.

mandag den 13. april 2020

#124 en Krise-how to

Godt.

Jeg er som mange andre ved at være en lille bitte smule påvirket af, at livet ikke helt er som det plejer lige for tiden.

der er selvfølgelig corona situationen, der påvirker de fleste i større eller mindre grad og så er der alt det andet - der for mit vedkommende stikker noget dybere.

Ikke fordi jeg vil forklejne corona på nogen måde - men man får et andet perspektiv, når man har et af disse brusch ups with Life - hvor man bliver mindet om sin egen og andres dødelighed.

Det er rimeligt ligetil at pinpointe hvad det er, der er hårdt: det er uvisheden, det er savn på forskud (ja det er åbenbart en ting), sørge over ting der var og ting der aldrig bliver og så er der helbredbekymringer, bekymringer over teenagerens pt manglende femdrift - sådan i store træk. Så ja -- jeg er lidt mere presset end jeg plejer. Og det har jeg ikke rigtigt råd til at være - i hvert fald ikke hele tiden. For som i ved, har jeg ingen planer om at få stress igen. Ikke hvis jeg kan undgå det.

Så.

Spørgsmålet er: hvordan manøvrerer jeg i det her? For min lunte er bare lige lidt kortere, end den plejer. Hvad giver mig den der følelse af fred, som man indimellem kan have i kroppen og hovedet. Hvordan giver jeg mig selv de allerbedste betingelser for a komme godt igennem alt det her?

og det skal ikke handle om sport og sund kost - for det er ikke der der ligger et uopdaget potentiale, der venter på at blive realiseret.

I efteråret da vi fik besked på, at der var alvorlig sygdom i nærmeste - og jeg selv fik et par rap over nallerne taklede jeg det ved at bingelytte lydbøger. Det var nødvendigt at være afledt når jeg skulle sove eller når jeg kom til at tænke for meget over tingene. Det virkede for mig i den der helt akutte peiode, hvor man af al magt forsøger at blive stående på surfbrædtet selvom der er vindstød af orkanstyrke. Men det har ikke længere nogen effekt. min hjerne blev hurtigt alt for god til at lukke af og koncentrere sig - også selvom jeg forsøgte at drukne det fokus i støj.

Nu står jeg her igen, på min lille surfbræt og ved, at jeg er nød til at være klar, når de næste bølger eller storme kommer - men jeg er nød til at genopfinde den dybe tallerken igen igen.


mandag den 30. marts 2020

#123 den der surdejstrend...

Jo jo - jeg er også med på den.

Men jeg må jo lave en fejl - måske flere.

For det fungerer ikke helt som planlagt og måske er det fordi jeg har for mange corona-jern i ilden?

Jeg har nemlig i min stue forspiret tomater, ærter, majs og meget andet godt. Og muligvis er klimaet lidt for regnskovsagtigt? For der var flyttet nogle små banan-fluer ind. De skelnede tydeligvis ikke så hårdt mellem bananer og tomater. Men heller ikke mellem tomater og surdej. Bananfluefælden gik de klogeligt HELT udenom.

Desværre havde et par af dem fundet på, at det enten kunne være sjovt at:

1: blive til surdej
2: begå selvdestruktion v. surdej
3: spise surdej og uheldigvis falde i og drukne....

I alle tilfælde er jeg nu på surdej nr. 2.

Imellemtiden er banan/tomatfluerne kommet i tanker om, at de bedre kan lide min banafluefælde med saftevand.

Så måske kommer jeg i mål en dag.

#122 i disse mærkelige tider....fredag d. 27/3

Jeg sidder pt på min hjemmearbejdsplads / ved mit eget skrivebord. Det er i en lille mellemgang - vs alle der kommer ind ad hoveddøren skal bagom - alle der skal på toilettet skal bagom, jo jo jeg er en central figur i vores planløsning pt.

Helt ufrivilligt altså. Så her sidder jeg og kan egentlig løse ca. 90% af de opgavetyper jeg normalt har - men jeg kan naturligvis også hjælpe andre kontorer af vores med tilsvarende opgaver. Så det er jo fint nok.

Det lykkes sådan set også at arbejde i de ca. 7,5 time om dagen. Så på den måde synes jeg det går ok - alt det her karantæne halløj. Meeeen nu synes jeg godt vi kan begynde at mærke på børnene, at de trænger til at lave noget andet, end at sidde på skolebænken med Mor og Far og ingen  (eller næsten ingen) kontakt til hverken lærere eller klassekammerater.

Så nu sidder jeg her mutters alene. Mand og børn er sendt i skoven og få lidt sol og frisk luft. Der er en opvaskemaskine der kører og en eller to katte der snorker, samt selvfølgelig lydene udefra. Men ikke andet og overvejer - hvordan søren jeg skal klare at administrere deres - måske - kommende coronakuller.

Min egen kuller takler jeg ved at lave praktiske opgaver og ved at dyrke sport som jeg plejer. Haven har også fået en overhaling og der er masser at tage fat i derude - men ikke rigtigt noget man kan sætte børn til, synes jeg.

Så det er godt, det snart er weekend. For de trænger til det.