søndag den 22. april 2012

Og i slutningen...

Af min Mormors liv var der ikke nogen ord, men der var handling... hun fik en blodprop i det ene ben - en stor og smertefuld én - men hun sagde ikke noget. Hun klagede sig ikke - hun var en Dame til det sidste. De fandt selvfølgelig ud af det - på plejehjemmet og fik hende indlagt. Men benet var allerede dødt - der var ingen anden udvej end amputation ved hoften - eller at hun afventede det uundgåelige. At resten af kroppen ville dø også. Det sker jo. Også i 2012 - også selvom man tror at lægerne kan så meget i dag. Mormor valgte at dø. Hun levede lidt over 1,5 døgn efter den første blodprop og nåede at sige farvel til sine døtre.

Af en eller anden årsag valgte hun at dø mens jeg var der... altså sammen med min Mor og hendes søstre. De troede ikke det ville gå gå hurtigt - men det tog kun få minutter fra hendes vejrtrækning blev besværet til det var slut. Jeg har aldrig set nogen dø før. Jeg har aldrig før holdt nogen i hånden mens de døde. Det har jeg nu. Det var stille og fredeligt, udramatisk og rigtigt. Mormor ville ikke mere - hun savnede min Morfar. Hun blev 88år.

Så.. der stod jeg med armen om min Mor og holdt min Mormor i hånden - mens min Mor som en anden lille pige hvisker "Hils Far".

2 kommentarer:

  1. Hvor bliver jeg rørt over sådan et indlæg Caroline...det må have været en hård, men smuk oplevelse. Kram fra mig til dig

    SvarSlet
  2. Tak Hanne
    Det var overraskende fredfyldt. Jeg vil til enhver tid foretrække at overvære når folk (der er mætte af dage) vælger at dø... fremfor begravelser og bisættelser. Det giver en ro at have set hvad der skete. Nu var det her udramatisk - så det er nok derfor jeg har det sådan.

    SvarSlet