Det er flere år siden jeg sidst har skrevet her. Men på en eller anden måde er det ok.
Jeg kan med stort sandsynlighed ikke recappe hvad der er sket siden sidst. Så det vil jeg lade være med.
Livet er noget andet, end det jeg stor i for 3-4 år siden, hvor mine forældre døde. De døde som fluer, de døde på hver sin måde. De døde langsomt og hurtigt. de døde over 9 måneder og over få uger.
Det var virkelig en rollarcoaster af de store.
i september 2019 fik min Mor diagnosen galopperende cancer i bugspytkirtlen. Få uger inde i hendes sidste tid fandt jeg selv en knude i det ene bryst og kom i kræftpakkeforløb. I starten får man fortalt, at det i hvert fald sikker ikke er noget alvorligt, at det bare lige er en knude der nok går væk. Så i starten fortalte jeg ikke om det til nogen. Alle havde jo ligesom allerede en sorg på horisonten.
Det første sæt biopsier mislykkedes og skulle tages om. På den måde går der let en månedstid, for biopsier skal vej af et laboratoriet, hvor man skiller knuden ad og kigger på om der nu også er de celleforandringer - som man tror man ser på en scanning.
Scanninger er øjebliksbilleder. De er lige nu og her og de kan ikke vise alt, hvad der foregår i et bryst. Heller ikke når man kun er en lille fin str. 75A.
Så efter biopsi runde 2 og ventetid nr. 2 kommer svaret - det er celleforandringer. I Danmark kalder man det ikke kræft, før de maligne celler breder sig ud af deres tumor. Så selvom man godt kan tro, at man har en godartet knude - så skal den altså fjernes alligevel og det skulle min også. Jeg blev dog i første omgang glemt i systemet og måtte ringe et par gange, før jeg fik en tid til operation. Det er lang tid at gå med uvished - når man finder en knude i november og den først bliver fjernet i starten af februar.
Da knuden bliver fjernet, konstaterer de at den er flækket. Måske under mammografien der var grum, men ingen ved det og inden kan eller vil gætte på hvorfor. Jeg sendes hjem og vente på den næste runde biopsisvar. og her ved jeg kun alt for godt, at det ikke er ovre, før biopsifolkene har set på mine celler under deres afslørende mikroskop. Brystet er ømt og hævet, der er tydeligt en stor blødning derinde.
Biopsisvaret kommer. Der er ikke nok kant rundt om tumoren. Jeg skal opereres igen. To nålebiopsier, en lumpektomi (altså hvor man bare fjerner knuden og bevarer brystet) og med endnu én i horisonten. Mit hjerte synker i livet på mig. Jeg blilver genopereret som 20% af alle der får lavet lumpektomi . Beskeden er efter operationen, at "de fik det hele med og alt ser fint ud".
Jeg tror dem ikke over en dørtærskel.
Da det sidste biopsisvar i denne omgang kommer er det dog stadig beskeden. De fik det hele med. Meeen jeg skal lige have 15 - nå nej 20 strålebehandlinger - just in case. På det her tidspunkt er det forår. Der er corona. Min Mors cancer har spredt sig yderligere, men hun er mod alle odds i live selvom hendes førelighed er på retur. Tumoren er gået i ryggen. i lungerne, den er i fedtvævet omkring og den er i tarmene. Jeg begynder i strålebehandling. Det er først her, at jeg fortæller min familie at jeg er i kræftforløb.
Jeg holder til 4 strålebehandlinger. Det er afsindigt smertefuldt for mig og jeg vælger derfor at afslutte forløbet. Strålebehandlingen vil med al sandsynlighed flytte mine chancer for aldrig at få kræft i det bryst igen et par %. Strålerne vil for altid stjæle førlighed og lungekapacitet plus de smerter der følger med et stråleskadet væv.
I den lange gang på Sygehus syd i Aalborg sad jeg hver dag i de 4 dage på en plastikstol og ventede på at komme i strålekanonen. jeg sad der sammen med alle de andre, der af forskellige årsager fik samme tur eller det, der var værre.
Gangen er lang og smal og skråner ned mod den nyere del af kælderen. Alle og jeg mener alle, der kommer ind - kommer lige forbi køen af strålepatienter, der sidder på række. Som pølser på et samlebånd. Nogle med tørklæder på deres skaldede hoveder, tomme øjne, glansløs hud og sorgen malet i ansigtet. Andre med et jaget blik. Der var ikke adgang for pårørende - så der sad alle alene og ventede.
Der er ikke noget privatliv og der er heller ikke ret meget omsorg fra de ansatte. Det er efter min bedste overbevisning en hindring for ens mulighed for at blive rask, at man skal udholde at være sat på en art præmatur lit de parade dag efter dag, uge efter uge midt i den krise, som alvorlig sygdom er.
Også var jeg jo ikke engang syg-syg.
Det var bare celleforandringer. belastningen ved uvisheden og de mén man får af behandlingen however. Det skal man ikke spøge med.
Kræftforløb og behandlinger er meget individuelle. Vi kan ikke allesammen holde til den skabelon der ligger klar hos onkologerne. Det her var første gang jeg mødte muren i form af en bahandling jeg ikke kunne holde til.
Jeg valgte behandlingen fra. Min Mor bakkede mig op - hun ville have gjort det samme. Det betød og betyder meget.
