Point break...

Nogle dage føles det at komme hjem som at nå til det punkt hvor det metaltrætte gamle jern uden jernindhold bare ikke orker at lave mad.

Jeg når til Point Break - der, hvor man er liiiige ved at bukke under for tangen til at køre 26,7km med overtrætte poder for at slippe for at tænke på Restaurant den Gyldne SomethingSomething - you know where.

Jeg forestiller mig hvordan ungerne begejstret med strålende øjne lukker op for papæsker med nuggets og cheseburger. Problem løst. Metaltrætheden fordamper.... jeg lægger nakken tilbage og kommer til at tænke på en madprogam hvor Jamie Oliver demonstrerer hvordan Nuggets laves og hvorfor.

........

Derefter går jeg i krig med køleskabets indhold.
I dag lå der et kæmpe kyllingelår, som jeg selv hev ud af fryseren i går aftes.
I virkeligheden er det ikke så hverken svært eller besværligt at stege kylling i en gryde.

Når mindsten med stjerner i øjenen hviner Muvar laver kyyyyyyylliiiiiiiiiiiing - det er MIIIIIIIIIIIIIIIN!
- og efterfølgende sætter det hele til livs - så er det bestemt strabadserne værd.

Det mærkelige er, at jeg rammer Point Break igen i morgen.
Jeg ved det.

Jeg ved også, at jeg ikke bukker under særlig tit.
Men det sker - så hellig er jeg altså heller ikke.