fredag den 3. maj 2013

om tomater og sandaler

Min ældste har et brændende ønske om sandaler i camouflagefarger MED blinklys i hælen?
Jeg har de sidste uger gennemtrawlet både de lokale skobutikker samt internettet for at finde den "forudbestilte vare" og intet. Intet har jeg kunnet trampe op.

Jeg kom så langt som til at indse, at dette slag var tabt. At et lille barnehåb skulle skuffes om udsigten til: DU er verdens ondeste Mor-dræberblikket fra de store, våde øjne og den fremskudte, let bævende underlæbe.

Beskeden blev modtaget præcis som forventet. Av mit (onde) Moderhjerte.
Lynhurtigt blev sandalønsket revideret til " blå sandaler med Frankenstein og blinklys...."

De findes så heller ikke (eller også er de udsolgt - vælg selv).
Av igen.

I et par dage har jeg efter bedste evne ignoreret den akutte mangel på sandaler. De måtte simpelthen vente til det overhovedet blev vejr til det. Basta - og alligevel holdt jeg ud af øjenkrogen søgeantenner ude efter sandaler. Sådan lidt - i ved, som når man har glemt hvad man leder efter.

I morges gik jagten på tomatplanter ind. Jeg har normalvis grønne fingre med alt andet - bare ikke med tomatplanter. Så dem køber jeg (og så dør de med usvigelig sikkerhed før der nogensinde kommer frugter på). Der var ingen tomatplanter udenfor butikken. Men der var KÆMPEstore hydrangea åh så smukke - men jeg købte ikke en - jeg skulle jo have tomatplanter. Ind igennem butikken og så liiige den der obligatoriske runde i børnetøjsafdelingen og der var de: blinkesandaler i camouflage. Tilmed til at betale. Skyndte mig at hapse 2 par, så minikopisten ikke stjæler storebrors.

Nu bliver det spændende at se, om de vækker lige så stor lykke hos poderne - som de gjorde hos mig da jeg fandt dem.

Nå ja - så købte jeg lige en kæmpe hydrangea på vejen ud.... det er jo fredag.
Stille no tomatoes...but who cares. Det bliver sommervejr i næste uge - og sandalerne er i hus.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar