#131 Sommerferie

Første sommerferie efter skilsmisse - det er ikke altid bare sådan lige. Der er meget nyt at forholde sig til - som fx. den samværsordning man er blevet påduttet af en tilfældig dommer, der (som jeg ser det) ikke helt har forstået scenariet.

Men sådan er det når "de voksne" ikke er enige - så kommer der en "fagmand" m/k ind fra venstre og trækker en streg i sandet - deres streg og ikke nødvendigvis en, der giver mening. Den slags kan man ikke stille ret meget op med. Det bliver til en af de mange kameler i skilsmissekaravanen, som man må sluge. 

For os betød det, at al sommerferie planlægning blev besluttet i sidste sekund få dage før skoleferien og den allerede ( i arbejdsregi) planlagte ferie. Så måtte jeg få det til at fungere så godt jeg kunne. 

Heldigvis er det gået godt. Synes jeg. Jeg er i forvejen ikke fan af denne tid på året - jeg får let en udpræget fornemmelse af ensomhed om sommeren. Det har mange årsager. men bottom line er nok, at jeg føler mig alene om at skulle få alt til at ske. 

Jeg vidste 100% at det ikke ville ændre sig "bare fordi" jeg blev skilt. Selvfølgelig bliver der ikke mere tosomhed ud af at vælge en tidligere partner fra. det siger sig selv. men det er en anden ensomhed, når man selv har valgt at være alene. Jeg har planlagt ferien og ført den ud i livet med færre kvababbelser end de seneste mange år. Med handlekraft og overskud og vel at mærke mere overskud end de sidste mange år. Hurra!! Siger jeg bare.

Min forhenværende kernefamilie var præget af, at alle andre end mig trivedes helt utroligt godt som ene og alene storke foran deres egne skærme, dag ud og dag ind. De havde ingen ønsker om, at komme ud af huset/ud i naturen/ud i verden. Overhovedet. Blev noget planlagt alligevel skulle der advares i god tid, stemningen og humøret skulle sættes og holdes - og som regel var der en pæn portion modstand. 

Det var ret ensomt at være den eneste, der havde lyst til at vende sig ud mod verden. Der ville hjemmefra - opleve noget.

Men ikke i sommer. I sommer synes jeg det har været lettere at holde gejsten oppe - jeg synes børnenes begejstring har været lettere at finde og det har min egen gode stemning også. Vi er blevet modigere og mere eventyrlystne, når vi er afsted. Der kommer input og forslag fra de to teens undervejs - og der har været en masse gode oplevelser både af at opleve og af a kunne noget selv. Verden er blevet mere tillokkende og mindre farlig.

Det var bestemt ikke fordi vi ingen modgang mødte undervejs - men den var der overskud til at takle på en god måde og jeg er virkelig glad for denne sommer er gået så godt, som den er. Det kommer ikke skidt tilbage er jeg sikker på.

Pyh ha det har været et langt sejt træk at nå hertil. Men nu er vi snart gennem det første år - og hvis rygtet taler sandt, skulle det falde mere og mere på plads - finde et leje.

Det bliver så godt.

 #130

Vågnede med Pinsesolen kl tidligt, vækket af den før ude- nu indekat - der ikke har konverteret sin lydstyrke til "alle de andre sover før kl 4". Han underholdt således Pilourotti-stemmen, smukt solskin og fuglesang. Derfor sidder jeg nu - kl. 06:43 ved min Fars spisebord med en kop kaffe. Bananpandekagerne er for længst sat til livs. Alt støv er forsøgt fjernet og skraldet er båret ned.

Min højre arm gør ondt. den har jeg overanstreng med en eller anden triviel handling, jeg ikke har kunnet pinpointe.

Mod bedre vidende drikker jeg kaffe, inden jeg bevæger mig ud til min 4 benede hyggepony, der i de seneste år også er konverteret fra stævnehest til en blanding af fysioterapeut og generel terapeut for mig og indimellem for yngstearving (sikke en glæde).

Radiotavsheden på denne kanal skyldes i første omgang min kræftsygdom - der var den "nemme" del af ligningen, i umiddelbar forlængelse min rekreation efter en hysterektomi der var ved at tage livet af mig, bogstaveligt talt. Nå ja og de to ekstra operationer, der kom ud af al balladen.

Den slags kan godt resultere i en livskrise og det gjorde det også for mig. Og med mig, min familie og ikke mindst mine børn.

Nu går vi ind i slutspurten på afslutningen af den familieform der hed kernefamilie - og forhåbentlig finder det hele et leje hvor det bliver lidt lettere at være.

#129

Det er flere år siden jeg sidst har skrevet her. Men på en eller anden måde er det ok.

Jeg kan med stort sandsynlighed ikke recappe hvad der er sket siden sidst. Så det vil jeg lade være med.

Livet er noget andet, end det jeg stor i for 3-4 år siden, hvor mine forældre døde. De døde som fluer, de døde på hver sin måde. De døde langsomt og hurtigt. de døde over 9 måneder og over få uger.

Det var virkelig en rollarcoaster af de store. 

i september 2019 fik min Mor diagnosen galopperende cancer i bugspytkirtlen. Få uger inde i hendes sidste tid fandt jeg selv en knude i det ene bryst og kom i kræftpakkeforløb. I starten får man fortalt, at det i hvert fald sikker ikke er noget alvorligt, at det bare lige er en knude der nok går væk. Så i starten fortalte jeg ikke om det til nogen. Alle havde jo ligesom allerede en sorg på horisonten.

Det første sæt biopsier mislykkedes og skulle tages om. På den måde går der let en månedstid, for biopsier skal vej af et laboratoriet, hvor man skiller knuden ad og kigger på om der nu også er de celleforandringer - som man tror man ser på en scanning.

Scanninger er øjebliksbilleder. De er lige nu og her og de kan ikke vise alt, hvad der foregår i et bryst. Heller ikke når man kun er en lille fin str. 75A.

Så efter biopsi runde 2 og ventetid nr. 2 kommer svaret - det er celleforandringer. I Danmark kalder man det ikke kræft, før de maligne celler breder sig ud af deres tumor. Så selvom man godt kan tro, at man har en godartet knude - så skal den altså fjernes alligevel og det skulle min også. Jeg blev dog i første omgang glemt i systemet og måtte ringe et par gange, før jeg fik en tid til operation. Det er lang tid at gå med uvished - når man finder en knude i november og den først bliver fjernet i starten af februar.

Da knuden bliver fjernet, konstaterer de at den er flækket. Måske under mammografien der var grum, men ingen ved det og inden kan eller vil gætte på hvorfor. Jeg sendes hjem og vente på den næste runde biopsisvar. og her ved jeg kun alt for godt, at det ikke er ovre, før biopsifolkene har set på mine celler under deres afslørende mikroskop. Brystet er ømt og hævet, der er tydeligt en stor blødning derinde.

Biopsisvaret kommer. Der er ikke nok kant rundt om tumoren. Jeg skal opereres igen. To nålebiopsier, en lumpektomi (altså hvor man bare fjerner knuden og bevarer brystet) og med endnu én i horisonten. Mit hjerte synker i livet på mig. Jeg blilver genopereret som 20% af alle der får lavet lumpektomi . Beskeden er efter operationen, at "de fik det hele med og alt ser fint ud".

Jeg tror dem ikke over en dørtærskel. 

Da det sidste biopsisvar i denne omgang kommer er det dog stadig beskeden. De fik det hele med. Meeen jeg skal lige have 15 - nå nej 20 strålebehandlinger - just in case. På det her tidspunkt er det forår. Der er corona. Min Mors cancer har spredt sig yderligere, men hun er mod alle odds i live selvom hendes førelighed er på retur. Tumoren er gået i ryggen. i lungerne, den er i fedtvævet omkring og den er i tarmene. Jeg begynder i strålebehandling. Det er først her, at jeg fortæller min familie at jeg er i kræftforløb.

Jeg holder til 4 strålebehandlinger. Det er afsindigt smertefuldt for mig og jeg vælger derfor at afslutte forløbet. Strålebehandlingen vil med al sandsynlighed flytte mine chancer for aldrig at få kræft i det bryst igen et par %. Strålerne vil for altid stjæle førlighed og lungekapacitet plus de smerter der følger med et stråleskadet væv.

I den lange gang på Sygehus syd i Aalborg sad jeg hver dag i de 4 dage på en plastikstol og ventede på at komme i strålekanonen. jeg sad der sammen med alle de andre, der af forskellige årsager fik samme tur eller det, der var værre.

Gangen er lang og smal og skråner ned mod den nyere del af kælderen. Alle og jeg mener alle, der kommer ind - kommer lige forbi køen af strålepatienter, der sidder på række. Som pølser på et samlebånd. Nogle med tørklæder på deres skaldede hoveder, tomme øjne, glansløs hud og sorgen malet i ansigtet. Andre med et jaget blik. Der var ikke adgang for pårørende - så der sad alle alene og ventede. 

Der er ikke noget privatliv og der er heller ikke ret meget omsorg fra de ansatte. Det er efter min bedste overbevisning en hindring for ens mulighed for at blive rask, at man skal udholde at være sat på en art præmatur lit de parade dag efter dag, uge efter uge midt i den krise, som alvorlig sygdom er.

Også var jeg jo ikke engang syg-syg.

Det var bare celleforandringer. belastningen ved uvisheden og de mén man får af behandlingen however. Det skal man ikke spøge med.

Kræftforløb og behandlinger er meget individuelle. Vi kan ikke allesammen holde til den skabelon der ligger klar hos onkologerne. Det her var første gang jeg mødte muren i form af en bahandling jeg ikke kunne holde til.

Jeg valgte behandlingen fra. Min Mor bakkede mig op - hun ville have gjort det samme. Det betød og betyder meget.