November bød på livet generelt, med loppemarked, kursus der kom og gik fint - juleforberedelser og den slags. Men hvor November var ok-ish, og jeg fik oplevelsen af at klare den der hverdag ret godt, der skruede December rigtigt op for charmen. Ud over Jul og familiebesøg langvejs til og fra, sagde jeg farvel til min Farfar. Eller på gensyn.
Jeg kan stadig ikke skrive om det uden at græde. Han betød og vil vil altid betyde så uendelig meget for mig. Uden tvivl et af de fineste mennesker jeg nogensinde har kendt og kommer til at kende.
Han var så parat, som man kan blive tror jeg. Jeg tror, at han havde indset, at hans krop ikke kunne mere og så nogenlunde sluttet fred med det. Ikke uden sorg og ikke uden kamp. Men værdigt og besindigt. Med løftet hovede.
Kære Farfar - tænk at jeg har været så ufatteligt heldig at have dig i mit liv så længe. Sikke et privilegie.
Jeg kan jo aldrig vide, om du fik sagt at det du ville. Og så alligevel - for med dig har der aldrig været nogen tvivl. Ikke for mig i hvert fald. Du var en af de få, hvis ikke den eneste - som jeg aldrig har tvivlet på. Uden at sige ret mange ord har du lært mig meget mere, end nogen anden. Forbilledligt rolig og tolerant og helt uden vilje til at tale om andre,overhovedet. Uden at kræve noget andet end det bedste. Fuld af accept. Hvis integritet nogensinde har gået på planeten i en renere form, så er der skrevet tykke bøger om det. Så heldige var vi og vi elskede dig og vil altid elske dig.
Jeg skriver ellers ikke ret tit mere, men denne lille flig vill ud i snevejret
Nu rystes engle vinger
og pudrer landet fint og hvidt,
Til vi i morgen synger
farvel Farfar sov blidt.
og pudrer landet fint og hvidt,
Til vi i morgen synger
farvel Farfar sov blidt.
Altid i hjertet
Ingen kommentarer:
Send en kommentar