The September Issue

Sådan ét må enhver blog med respekt for sig selv have - i September måned. Helst.
Og således også denne.... jeg synes jo ellers jeg har vadet i issues de sidste mange uger, måneder og måske endda år. Men jeg jeg er løbet tør.

På den gode måde. Så The September Issue 2012 handler om hvor glad jeg er. Jeg er så glad for, at vi i sin tid og i de 2-3 år der fulgte valgt at tro på vores mavefornemmelse vedr. vores ældste barn og hans kapacitet på øverste etage.

Lad mig sige med det samme, at et har været et langt sejt træk. For ældstepoden såvel som hans forældre. Det begyndte med, at han i en alder af 4år kedede sig i børnehaven. Da vi endelig kom i dialog med dem, var det fordi de mente - at han muligvis var højt begavet og at de ikke kunne udfordre ham nok. Vi var enige - men de initiativer der blev sat i værk endte i "en kasse der ku´ passe" til børnehavens budget og PPRs fortåelsesramme. De hev hurtigt løftet om en diagnose, specialklasse og muligvis medicin op af hatten. Vi slog bremserne i. Nej tak til at de skulle teste vores lille  knap nok  5års barn og skræmme ham endnu mere fra vid og sans. Han kedede sig efter eget udsagn, det stolede vi på. Vi holdt på mavefornemmelsen og sendte ham i 0.kl. med bedstevennen. Stik imod anbefalingerne og de rullende øjne. Super god SFO- og skolestart, langt bedre socialt afsæt, fremskridt. Faglig mavelanding efter 14 dage. Slået tilbage til start og ifølge underviserne samme udgangspunkt som i børnehaven. Vandtætte skodder, tavshedspligt og overleveringsforbud min bare r*v.

Men nu havde vi lært at holde igen. Lært hvordan vi skulle trække tiden ud. Lært at tid er en utroligt undervurderet faktor i børns udvikling. Så vi gjorde i samråd m. en læge hvad vi kunne for at vinde tid. Tid til de udviklingsspring, som for vores ældste åbenbart foregår som kvantespring. Vi kunne se de små fremskridt - vi kunne også se, at underviseren ikke havde fanget at der også var tale om underpræsteren/præstationsangst. Vi trænede, vi opmuntrede, vi holdt ud. Mest det lille tapre menneske der hurtigt afkodede de "venlige voksner der bare ville hjælpe". Han parkerede dem under "i er venlige - men i forstår mig ikke, i motiverer mig ikke og det går nok -  for jeg er sammen med mine venner".

Så kom han i 1.kl. Mod anbefalingerne - men med mavefornemmelsen. Sammen med bedstevennerne. Og med en ny underviser. Sikke en forandring. Jeg havde aldrig troet at en opblomstring kunne gå så stærkt. At et barn der før helst ville bakke hele vejen nu frivilligt laver lektier. Han er stolt af det han kan - han læser og skriver og staver og regner og fortæller om yndlingslæsebogen og yndlingslæreren. Det er så dejligt at jeg næsten ikke kan fortælle hvor meget jeg glæder mig på hans vegne. Og uanset om han skulle "mellemlande" i udviklingen igen fremadrettet - så er mavefornemmelsen god.