lørdag den 20. juni 2020

#126 Krise

Som jeg har skrevet om har vi været ramt af sygdom i den nærmeste familie. Nu er det uundgåelige sket. Min Mor er død. Mine børns Mormor er her ikke mere. Min fars hustru gennem knap 50 år er borte og sådan kunne jeg blive ved. min Mor var meget for mange og savnet er stort.

Vi har allesammen mistet et menneske vi holdt uendeligt meget af - vi savner hende allesammen på hver vores måde og vi kendte allesammen en lidt anden version af hende, end hinanden - for ikke to personer oplever det samme ens. Så meget har jeg da lært.

Det er afgrundsdyb sorg. Det er ingen trøst at døden er kommet krybende ligeså langsomt. Det rammer mig når jeg mindst venter det og ligenu er det selvfølgelig råt og hårdt og vi har knap nok erkendt at Mor aldrig kommer tilbage.

Jeg skal aldrig tale med hende mere. Aldrig høre hendes stemme og aldrig give hende flere kram. Og det hader jeg. Det gør mig uendeligt trist at jeg ikke kan ringe hende op og at hun ikke kommer til at svare mig på sms´er eller at hun ikke længere er hjemme, når jeg kigger forbi hvor hun boede sammen med min Far.

Der vil ikke være flere hjemmebagte birkes eller brunsvigere og der vil ikke blive forkælet børnebørn hos Mormor og Morfar på samme måde. For hun er der ikke mere.

Jeg var heldig, at jeg nåede til et godt sted med min mor - for vi var enten alt for forskellige eller alt for ens til at komme overens bare sådan uden videre.

Det tog os mange år at nå til fælles fodslag. Til gensidig tolerance og forståelse og gensidig respekt. men vi nåede det og hvor var det godt - selvom det er trist at vi ikke nåede dertil noget før. Men sådan blev det. Heldigvis var vi nået så langt, før min Mor blev syg - så vi vidste begge at nu gjalt det virkelig om at bruge tiden godt så det gjorde vi.

Så godt vi kunne og som der nu kunne blive tid og plads til - for vi var jo som sagt mange, der holdt af min Mor.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar