onsdag den 7. november 2012

Tak..

I dag har jeg været til kaffe hos min fantastiske Farfar. Ham har jeg naturligvis kendt hele mit liv - det siger sig selv. Sådan en time med små historier om de søde Oldebørn - både mine børn og alle de andre børnebørns, om oplevelser fra dengang Farfar var barn om et blommetræ med røde blommer, hvis lige han siden aldrig har set eller smagt.

De små ting der stadig gør hverdagen fantastisk - som den skal være. For det er hverdage der er flest af. Vi taler om, at vi er vores egen lykke smed - at man selv beslutter sig for, at man vil have et godt liv.

Det er en belsutning man tager hver dag, siger han og ser mig i øjnene.

Farfar er på den anden side af 90. Han har set sin elskede blive gammel og dø. Jeg kan godt forstå, at livet måske - selvom det stadig her mange lyse stunder - er begyndt at føles lidt langt og ensomt. Jeg dybt taknemmelig for at have haft ham i mit liv så længe. Jeg håber, at vi kommer til at fejre Jul med ham igen i år, men jeg kunne godt høre på ham at han ikke tager det for givet.

Jeg er meget taknemmelig over at have min fantastiske Farfar.  Jeg ved godt at træerne ikke vokser ind i himlen - at jeg ikke får lov at beholde ham altid og jeg kommer til at savne ham frygteligt den dag han ikke er her mere.

Til den tid vil jeg huske dage som i dag. Farfar ved spisebordet med kaffen og franskbrødet og urets tikken i baggrunden.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar